Kommunerne har fået øjnene op for at fjernvarmen kan bruges til at udnytte grøn energi mere effektivt
Dansk fjernvarme har oplevet en stilstand siden den store udbygning i 1980’erne. Men de hastigt stigende olie- og gaspriser betyder, at fjernvarmen atter er blevet attraktiv - og kan få helt ny betydning i fremtidens energiforsyning.
60 procent af den danske bygningsmasse opvarmes med fjernvarme, og man har i mange år ikke regnet med, at der var den store økonomi i at rulle fjernvarmenettet ud til flere forbrugere, men den holdning er ved at ændre sig, siger professor Bent Ole Gram Mortensen fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
Han leder et forskningsprojekt, som er i gang med at undersøge kommunernes strategier for energiforsyning. Og hans gæt er, at fjernvarmen vil øge sin andel i de kommende år, fordi kommunerne har fået øjnene op for, at fjernvarmenettet kan bruges til at udnytte den grønne energi fra vindmøller, solfangere og biogas langt mere effektivt.
- Fjernvarme og naturgas er de to store kollektive løsninger, der når ud til rigtig mange forbrugere, men i øjeblikket er man ved at skubbe naturgassen ud. Dels er den ikke særlig miljøvenlig, dels svinder Danmarks egne naturgasressourcer ind. Vi er derfor på vej mod en situation, hvor vi skal købe naturgas i Norge, Rusland eller lande i Afrika til dagspris, og det skaber en afhængighed, som vi måske ikke er interesserede i, siger Bent Ole Gram Mortensen.
Tilbage er fjernvarmen, som kan udnytte energi fra mange kilder og dermed være med til at understøtte den udbygning af vedvarende energi, som mange kommuner ønsker.
Varme fra vindmøller
- Vindmøller tegner sig for en stadig større andel af vores elforbrug, og der er flere perioder i døgnet, f.eks. om natten, hvor produktionen ofte overstiger forbruget hos el-kunderne. I dag må den energi eksporteres til lave priser, fordi man endnu ikke har investeret i at lagre strøm i større mængder. Men det kan teknisk set lade sig gøre hos fjernvarmen, som har store akkumuleringstanke, der både er betalt og afskrevet. Hvis fjernvarmen får mulighed for at aftage vindmølle-el og udnytte den til varme, kan vi sikre en større udnyttelse af vores energikilder, siger Bent Ole Gram Mortensen.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
