Det er svært at få hul på snakken om overvægt, når barnet i familien får lidt for mange kilo på sidebenene, viser ny forskning.
Mødre til overvægtige børn har ofte svært ved at se, at deres barn har fået lidt for mange kilo på sidebenene. Og det på trods af, at de godt ved, hvad der er normalt, og hvad der er overvægt.
- Mange af dem har et blind punkt, når det gælder deres egne børn. Om det er fordi de ikke kan se det eller ikke vil se det, ved jeg ikke. Men de overser overvægten, siger Anne Brødsgaard, der er forsknings- og udviklingssygeplejerske på Hvidovre Hospitals børneafdeling.
Hun har i flere år forsket i, hvordan mødre forholder sig til deres børns vægt, og hvad de gør eller gerne ville gøre for at forebygge eller modvirke overvægt og fedme hos deres børn. I juni forsvarede hun således ph.d.-afhandlingen ”En barndom med eller uden overvægt – mødres handlekompetence, sundhedsadfærd og relation til deres børn” ved Syddansk Universitet.
- I dag er 20 procent af alle børn overvægtige, og vi ser langt flere svært overvægtige børn. Der er stor sandsynlighed for, at de bærer deres vægtproblemer med ind i voksenlivet, for selv om der er taget mange initiativer for at forebygge og behandle overvægt og fedme blandt børn, er effekten ikke slået igennem hverken nationalt eller internationalt, siger Anne Brødsgaard.
De ekstra kilo er tabu
Hun peger på, at overvægt i høj grad betragtes som folks personlige problem, og at det langt ind i familierne stadig er belagt med tabuer at problematisere de ekstra kilo. Når en mor opdager, at hendes 9-årige datter ikke kan få et par cowboybukser op over lårene, selv om de har fået forretningens største børnestørrelse med ind i prøverummet, kan hverken hun eller datteren ignorere, at der er på grund af overvægt. Men selv om de hver for sig erkender overvægten, er det langt fra sikkert, at der bliver snakket ret meget om det.
- Hvis familien ikke italesætter overvægten, og vi heller ikke gør det i sundhedsvæsenet, opfatter mødre og børn det ikke som en del af virkeligheden, der skal ændres. Hvis man ikke taler om overvægten, behøver man heller ikke forholde sig til den, siger Anne Brødsgaard.
Hun mener, at der generelt i sundhedsvæsenet har været en tendens til at opretholde et tovejs-tabu, hvor hverken forældrene eller sundhedsprofessionelle nævner, at barnet er begyndt blive lidt for rundt.
- Et af problemerne er jo, at overvægt er både underdiagnosticeret og underbehandlet. Man ved ikke, hvilke behandlinger der virker, og det kan måske føles forkert at problematisere et barns overvægt, når man ikke samtidig kan henvise til en behandling eller en længerevarende støtte. Men det er altså vigtigt, at de sundhedsprofessionelle lærer at italesætte en begyndende overvægt, så mødre og børn kan forholde sig til den, siger Anne Brødsgaard.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden: