Hvordan kan mental træning hjælpe sportsfolk med at tage springet fra talent til eliteniveau? Det har SDU-forsker Carsten Hvid Larsen skrevet en bog om
Langt størstedelen af de unge, der udpeges som talenter i enten fodbold, håndbold eller svømning, slår aldrig igennem. De har ellers potentialet til at få både karriere og plads på landsholdet: Der er styr på teknikken og taktikken, og de har en overlegen fysik.
Alligevel mangler der noget.
Sådan lyder det fra ph.d.-studerende Carsten Hvid Larsen fra Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.
Mangler mentale færdigheder
- Mange sportstalenter har ikke de mentale færdigheder, der skal til for at slå igennem. De mangler selvværd, selvtillid og motivation og har svært ved at håndtere modgang og andre psykologiske udfordringer som stress og nervøsitet. Det skyldes ofte, at deres trænere og klubber ikke har fokus på den del af talentudviklingen, siger Carsten Hvid Larsen.
Forkert prioritering
Han peger på, at der i danske sportsklubber og organisationer bruges rigtig mange timer på at træne teknik, taktik og fysik, men kun få på at udvikle og styrke talenternes indre styrke.
- Det er en forkert prioritering. Undersøgelser viser netop, at de, der når et eliteniveau, adskiller sig fra de andre på deres ”talentårgang” ved at have exceptionelle mentale færdigheder. De knækker ikke så let, når de møder modstand, fortæller Carsten Hvid Larsen.
Faktisk er det kun hver tiende af de unge danske talenter, der er udtaget på et ungdomslandshold, formår at bide sig fast i toppen. Og det antal vil SDU-forskeren gerne forhøje.
Holistisk syn
Han har derfor skrevet bogen ”Talentudviklingssamtaler – udvikling af mentale færdigheder i sport”. Den giver trænere, sportschefer og andre, der arbejder med talentudvikling, en lang række råd og retningslinjer for, hvordan de kan hjælpe sportsudøvere med at tage springet fra talent til eliteniveau.
- Det kan være et stort pres for et ungt menneske på 15-16 år at blive udpeget til et talent. Pludselig bliver der lagt mere mærke til én, og man bliver fremhævet og omtalt som noget særligt, hvilket kan give jalousi blandt holdkammeraterne.
Derudover er der en masse forventninger og krav fra forældre, klub og træner – og en selv - om at træne hårdt, levere godt resultater og samtidig passe sin skole, siger Carsten Hvid Larsen og tilføjer, at en del unge bliver stimuleret af forventningerne og træner endnu hårdere.
- Men størstedelen bliver frustrerede og mister motivationen. Derfor er det vigtigt, at træneren forholder sig til de her ting og ved, hvad der foregår oppe i hovedet på den unge, siger Carsten Hvid Larsen.
Bogen ”Talentudviklingssamtaler – udvikling af mentale færdigheder i sport” udkom den 15. august på Syddansk Universitetsforlag.
Af Birgitte Hornhaver, biho@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden: