Som det første universitet i Nordeuropa har SDU oprettet et center, der skal forske i, hvordan krige håndteres
Som det første har Syddansk Universitet etableret et forskningscenter, der alene skal arbejde på at forstå krig.
Forskningssatsningen kører parløb med en ny uddannelse i international sikkerhed og folkeret, og meget tyder på, at der har været et udækket behov, for uddannelsen er blevet oversvømmet af ansøgninger.
Håbet inden semesterstart lød på 20 studerende, men der kom 130 ansøgninger og 58 er blevet optaget – halvdelen af dem fra udlandet.
Lederen af det nye Center for War Studies, professor Sten Rynning, er sikker på, at den nye forskning og de nye kandidater vil blive eftertragtede:
- Ude i virkeligheden ved man, at det er nødvendigt at have et helhedsbillede for at forstå og håndtere konflikter og krige. Hidtil har vi i Nordeuropa ikke haft et forskningsmiljø, hvor man ser bredt på krige og alle deres aspekter. Typisk har man haft enten en negativ indfaldsvinkel så som fredsstudier eller en snæver vinkel i form af strategiske eller militære studier, siger han.
Mange former for krig
På det nye center i Odense inddrager man flere discipliner og vil dyrke evnen til at tænke på tværs af faggrænserne for at forstå krigen i alle dens former, som pirateri, terrorisme, borgerkrig, cyberkrig og væbnet krig mellem nationer.
Her og nu er 11 forskere knyttet til Center for War Studies, og de kommer henholdsvis fra Institut for Statskundskab og Juridisk Institut, men det er tanken, at flere skal involveres. Center for Mellemøststudier og Center for Amerikanske Studier er et par af de enheder, som man håber at kunne etablere et forskningssamarbejde med.
Folkerettens stigende betydning
I første omgang forsker det nye center i, hvordan internationale organisationer som NATO, FN og Den Afrikanske Union kan forebygge og regulere krig.
Et andet område, som man kunne tænke sig at kaste sig over, er begrebet ”lawfare”, der dækker over det fænomen, at folkeretten er blevet en integreret del af at føre krig.
- I dag oplever vi, at du kan have succes på landjorden men ende med at tabe krigen, fordi du har mishandlet fanger eller overladt dem til andre, som har tortureret dem. Jura og folkeret har fået en langt større rolle end for blot 10 år siden, påpeger Sten Rynning.
Hvem er det så, der skal få gavn af forskningen på det nye center?
- Det skal folk, som arbejder i verdens brændpunkter, og dem der rådgiver ministrene og andre, der har brug for en helhedsforståelse af krige og konflikter, siger Sten Rynning.
Af Vagn Erik Andersen, vea@journalist.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden: