Det har store konsekvenser for hele familien, at mænd, der får diagnosticeret uhelbredelig prostatakræft, helst ikke vil snakke om det
Tavshed, sorg og ensomhed rykker ind i familien, når manden i huset får stillet diagnosen: Uhelbredelig prostatakræft.
Det viser en undersøgelse fra Enheden for Sygeplejeforskning på Syddansk Universitet. Poul Bruun, der underviser kommende sygeplejersker i Vejle, har i et treårigt forskningsprojekt beskæftiget sig med, hvordan sygdommen påvirker og forandrer den nærmeste familie.
Han har fulgt seks familier, hvor manden har fået at vide, at den prostatakræft, som han lider af, ikke kan kureres, men dog holdes nede gennem behandling. Og Poul Bruuns forskning viser, at den diagnose har svære konsekvenser for hele familien, også de voksne børn.
- De fleste mænd vil ikke snakke om sygdommen og ønsker, at familien skal leve så normalt som muligt. Den tavshed breder sig ud i familien - og skaber rådvildhed, isolation og ensomhed, siger Poul Bruun.
Dybe spor i familien
Prostatakræft er den hyppigste kræftform blandt danske mænd. Stadig nye behandlingsformer betyder, at mange lever i årevis med en prostatakræft-diagnose – og det kan sætte dybe spor i familielivet.
- Familien er en vigtig ressource, når en patient skal lære at leve med en alvorlig kronisk sygdom. Derfor er det vigtigt at vide noget om, hvordan familier påvirkes af sygdommen, så man kan give dem den støtte og vejledning, de har brug for, siger Poul Bruun.
Hans forskning viser, at familierne har svært ved at tackle de nye livsvilkår i fællesskab. De vante mønstre brydes op, og de enkelte familiemedlemmer reagerer forskelligt på den nye situation.
- De mænd, der vælger at håndtere deres sygdom ved at lade være at tale om den, gør det ud fra et hensyn til deres familier. De er ofte præget af en gammeldags maskulin identitet og mener, at de selv skal klare deres problemer. De inddrager f.eks. ikke børnene, fordi de ikke vil ligge dem til last, og de er slet ikke klar over, hvilke konsekvenser deres tavshed har for de andre familiemedlemmer, siger Poul Bruun.
- Overordnet kan man se, at hustruerne bliver ensomme, at døtrene oplever en sorg, og at sønnerne reagerer med en typisk maskulin attitude, hvor de vil beskytte deres familie, siger Poul Bruun.
Sygeplejeforskning
Poul Bruuns ph.d.-afhandling er forsvaret ved Enheden for Sygeplejeforskning på SDU.
Enheden blev oprettet i 2005 i et samarbejde mellem SDU og Odense Universitetshospital.
Den ensomme hustru
Hans undersøgelser viser, at manden oplever hustruen som sin vigtigste støtte. Hun træder ind i en omsorgsrolle og accepterer at håndtere sygdommen ud fra ægtemandens ønsker. Så selv om hun gerne vil tale om sygdommen, gør hun det ikke, fordi hun ræsonnerer, at ”det åbenbart er måden han gerne vil have det på”. Hun følger også manden efterhånden som han trækker sig fra omgangskredsen og det sociale liv.
- Hustruen oplever en stor påført ensomhed og har ingen at tale med om problemerne i forbindelse med sygdommen, fordi hun anser det som sit ansvar at beskytte – og ikke udlevere – sin mand, siger Poul Bruun.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
