Syddansk Universitet kan fortsætte en række udvalgte forskningsprojekter i børn og unges sundhed.
Det skyldes, at Trygfonden netop har doneret 7,2 millioner kroner til universitetets forskningscenter RICH (Research in Childhood Health).
Centret står allerede bag flere banebrydende studier, som har skabt ny og afgørende viden om børn og unges sundhedsadfærd.
For eksempel peger de foreløbige resultater på, at kondition skal have en ny og mere central rolle end tidligere, når det handler om at vurdere børns generelle sundhedstilstand. Således er konditionen en stærkere indikator end både BMI og livvidde, når man skal vurdere barnets risiko for at udvikle hjertekar-lidelser senere i livet.
Generelt viser den seneste forskning da også, at børn har brug for helt op mod halvanden times motion om dagen for at minimere risikoen for, at de udvikler livsstilsrelaterede sygdomme.
Otte projekter
RICH har otte igangværende projekter, som har fokus på betydningen af fysisk aktivitet og kost i forhold til risikoen for at udvikle livsstilsrelaterede sygdomme.
Det er forskningsleder Lars Bo Andersen og centerleder Karsten Froberg fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der formelt har modtaget donationen.
Det er tredje gang siden 2007, at centret får millionstøtte fra TrygFonden. Læs mere om forskningscentret RICH
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
