Før 1991 var krigsfilm typisk bygget over modpoler som frihed og ufrihed samt kapitalisme og kommunisme. USA repræsenterede den positive pol, mens Sovjetunionen repræsenterede den negative.
Og filmene var enten meget krigsforherligende eller tog ubetinget afstand fra krig som en måde at løse konflikter på. Men da Muren faldt, og Sovjet gik i opløsning, var fjenden pludselig væk, og det afspejlede sig i filmene.
Sådan fortæller Rikke Schubart, der er lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.
Hun har tidligere gravet sig ned i andre bloddryppende genrer som gyser- og actionfilm men er nu i gang med at undersøge, hvad der er sket med amerikanske krigsfilm siden 1991.
Kritiske krigsfilm
De er blevet til kritiske krigsfilm med det budskab, at krig er forfærdeligt, men at vi på den anden side har svært ved at se et alternativ.
I de 10 år mellem Sovjets sammenbrud og angrebet på World Trade Center i 2001, ser man mange film med et diffust fjendebillede og en meget humanistisk vinkel. Rikke Schubart kalder det for den utopiske tendens og nævner eksempler som Saving Private Ryan og Black Hawk Down. Perspektivet er nu soldatens – ikke vores eller nationens. Målet er en verden uden krig, og det fremstilles som tragisk, uanset hvem der er ofre.
Schindlers Liste (1993) er et eksempel på en problematiserende film med et humanistisk sigte.
Plads til idealisme
Clint Eastwood skabte i 2006 to film om Slaget om Iwo Jima, som udspillede sig i 1945 i Japan.
- De er blandt de bedste eksempler på den utopiske tendens. I den første, Flags of our Fathers, oplever man krigen set fra et amerikansk synspunkt, men i den anden, Letters from Iwo Jima, sætter vi os i fjendens sted, nemlig japanernes. Eastwood viser os, at alt har to perspektiver, siger Rikke Schubart, som gerne giver Letters from Iwo Jima seks ud af seks stjerner.
Selv om det brede publikum har en modstand mod krigsfilm, der udspiller sig i Afrika, ser man i starten af dette århundrede instruktører, der trodser markedsmekanismerne og skaber film som Blood Diamond (2006), Hotel Rwanda (2004), Tears of the Sun (2003) og Black Hawk Down (2001).
Filmene er også en del af den utopiske tendens: De giver afrikanerne et ansigt, og det underliggende budskab er, at verdenssamfundet bør involvere sig i krigene i Afrika.
- Det er en kombination af stærke instruktører, kreative filmmagere og ren idealisme der gør, at de her film bliver realiseret. Den almindelige forestilling om, at Hollywood alene agerer ud fra kommercielle kriterier er for forenklet. Men pengene er naturligvis i sidste ende et filter, så hvis noget viser sig ikke at sælge, bliver der ikke lavet mere af det, siger Rikke Schubart.
Af Vagn Erik Andersen, vea@journalist.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
