Gigtpatienter kan med god grund glæde sig til efter sommerferien. Dér ankommer nemlig en
scanner til Danmark, som kan registrere knogler på en ny måde. Scanneren, der er den første i
Europa, skal tilhøre en enhed under SDU og Odense Universitetshospital.
Tag en meter og del den i 1 milliard stykker. Så har man et indtryk af, hvor små dele den scanner, som er på vej til Orto-pædkirurgisk Forskningsenhed på på SDU og OUH, kan registrere. Der er tale om en såkaldt nanoscanner, og netop den detaljegrad, den kan gå ned i, betyder, at man kan se ting på knoglevæv, som man ikke tidligere har kunnet se.
- Med andre scannere har vi været begrænset til at undersøge den bløde og svampede inderside af knoglerne, men med nanoscanneren får vi nu mulighed for at se nærmere på hullerne og strukturen i den kompakte yderside af knoglerne, siger professor, dr.med. Søren Overgaard, der er leder af Ortopædkirurgis Forskningsenhed.

Søren Overgaard forklarer, at man ikke ved så meget om knoglens yderside hos patienter med slidgigt, leddegigt og osteoporose, men at man har en teori om, at for eksempel osteoporose-patienter har mange huller i knoglens yderside, og at det er de huller, der gør knoglen mere skør og porøs.
– Når vi kan registrere hullerne og strukturen i knogler med forskellige gigttyper, kan vi bedre rette behandlingen af vores patienter. I dag ved vi blandt andet ikke, om hullerne forsvinder, når vi behandler, siger Søren Overgaard, der ser frem til scannerens ankomst med stor forventning. Og det er han ikke ene om: flere gigtpatienter har nemlig allerede henvendt sig og sagt, at de meget gerne vil have deres knoglevæv undersøgt i den fintfølende
scanner.
Ming Ding, der er forskningslektor på SDU, skal drive forskningen med nanoscanneren, som bliver specialproduceret i Schweiz. Det
er A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål, der har skænket de knap 3 millioner kroner til købet
af scanneren.
Af Trine Bergman, trb@sdu.dk
Fakta om gigt
De tre mest udbredte gigttyper i Danmark er osteoporose, slidgigt og leddegigt: Cirka 300.000 - især kvinder - lider af osteoporose - også kaldet knogleskørhed. 210.000 har fået stillet diagnosen slidgigt, og omkring 35.000 har symptomer på leddegigt.
Læs artiklen i Ny Viden: