I Middelalderen var Danmark et langt mere internationalt land, end man hidtil har troet
I 1214 blev den danske konge Valdemar Sejr og den portugisiske prinsesse Berengaria gift. Det siges, at Berengaria var meget smuk, og at den tyve år ældre Valdemar faldt pladask for hende under et besøg i Flanderen. Men de historiske kilder er sparsomme, og ægteskabet har været lidt af en gåde for eftertidens historikere. Kærlighed var nemlig ikke grund nok til at blive gift i Middelalderen. Samtidig havde de to kongehuse tilsyneladende intet tilfælles hverken sprogligt eller kulturelt, og der var flere tusinde kilometers 
afstand mellem dem. Så hvordan var et giftermål overhovedet kommet på tale? Det spørgsmål har SDU-lektor i Middelalderstudier, Kurt Villads Jensen, et bud på i sin doktorafhandling ”Korstog ved verdens yderste rand. Danmark og Portugal ca. 1000 til ca. 1250”.
Tætte forbindelser
- Det kan godt være, at Berengaria var smuk, og at Valdemar forelskede sig i hende. Men der er en anden og mere interessant forklaring. Og det er, at der i flere hundrede år var langt mere kontakt mellem Skandinavien og den Iberiske Halvø, end man hidtil har troet. Der var god kommunikation og tætte forbindelser. Derfor er det heller ikke så underligt, at Danmarks og Portugals kongehuse blevet forbundet med ægteskabet mellem Valdemar Sejr og Berengaria, siger Kurt Villads Jensen, der dermed punkterer det billede, som historiebøgerne normalt tegner af Danmark i Middelalderen.
Fælles ideologi
- Der er tradition for at se Danmark som et lukket og selvberoende land, der ikke havde kontakt med omverdenen. Og hvis der endelig var kontakt, var det kun for en lille overklasse. Men det billede er misvisende, for faktisk var Danmark et meget internationalt land med masser af åbne forbindelser rundt om i Europa, siger Kurt Villads Jensen.
Forbindelse til Portugal og de andre europæiske lande blev for alvor skabt under det første korstog i Det hellige Land i 1099. Her opdagede danske og portugisiske riddere, at de på hjemmefronten havde meget tilfælles.
- På grund af deres geografiske beliggenhed blev Danmark og Portugal opfattet som ”grænsens vogtere” – de forsvarede Europas yderste grænser. Derudover koloniserede de begge erobret land, tog slaver og havde missionærer ude. Så der var selvfølgelig en del at tale om, når danske og portugisiske riddere, præster eller adelige mødtes på rejser eller på korstog. Her udvekslede de erfaringer om krigen og om våben, heste eller andre praktiske ting, siger Kurt Villads Jensen og peger på fundet af stort set enslydende krigspropaganda i både danske og portugisiske kilder.
- Man kopierede de ting hos hinanden som fungerede. Det er med til at forklare, hvordan der i begge lande samtidig blev udviklet parallelle institutioner, ridder - og munkeordner samt samme type våben som for eksempel kastemaskiner og armbrøster. Man havde brug for hinandens erfaringer. Det handlede om liv eller død, siger Kurt Villads Jensen.
Af Birgitte Hornhaver, biho@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
