Indtil for to år siden var Anne Loft professionel håndboldspiller. Havde vundet tre Champions League-trofæer med Slagelses Dream Team og høstet stor anerkendelse for sin evne til at sætte nogle af verdens bedste angribere ud af spillet. 
Nu er den 28-årige forhenværende forsvarsklippe ph.d.-studerende på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet. Her forsker hun i brune fedtceller.
Fik hjælp af Syddansk Elite
Men først skruer vi tiden tilbage til 2007.
På det tidspunkt havde Anne Loft spillet som professionel i Slagelse i fire år. Her havde hun udviklet sig til en af nøglespillerne hos træner Anja Andersen. Hun var samtidigt begyndt på den naturvidenskabelige basisuddannelse på Roskilde Universitet. Men dels var det faglige indhold ikke helt, som hun havde håbet. Og dels var det hårdt at få en håndboldkarriere til at hænge sammen med et fuldtidsstudium.
- Så hørte jeg, at Syddansk Universitet havde noget, der hedder Syddansk Elite. Det er et specielt tilbud til elitesportsfolk, som ønsker at tage en uddannelse ved siden af sportskarrieren, fortæller Anne Loft.
Her fik hun hjælp til at lægge studieplaner og skubbe eksamener, så det passede med hendes træning. Desuden fik hun tilknyttet en ”buddy” - en studiekammerat - som sørgede for at tage noter, imens hun var til træningssamlinger eller ude i Europa og spille turneringer.
- Skiftet til Syddansk Universitet betød meget af flere grunde. For det første gjorde universitetets eliteordning det nemmere for mig at forene studierne med min karriere i Slagelse. Og for det andet tiltalte det faglige indhold mig, fordi jeg interesserer mig for metabolisme og molekylær biologi, fortæller Anne Loft.
Skader kostede karrieren
Inklusive træning bød de næste to år på arbejdsuger op til 70 timer.
- Det lærte mig at tilrettelægge min tid, og det har jeg gavn af nu, konstaterer Anne Loft, der kan se tilbage på en succesrig studietid.
Trods den sideløbende håndboldkarriere scorede hun adskillige topkarakterer, og bachelorgraden var hjemme i 2009. Herefter fortsatte hun mod kandidatuddannelsen, og allerede inden hun havde skrevet sit speciale, fik hun tilbudt at gå i gang med en ph.d.-afhandling.
På det sportslige plan døjede Anne Loft i stigende grad med skader og var allerede flere gange opereret i menisken. Den kompromisløse stil og de mange tacklinger mod nogle af verdens bedste angribere kostede, og i eftersommeren 2009 indstillede hun karrieren.
- Selvfølgelig var det vemodigt allerede at stoppe som 26-årig. Men mit forløb viser jo, at det er vigtigt også at tænke på en uddannelse, og at det godt kan lade sig gøre at dyrke elitesport og tage en uddannelse samtidigt, siger Anne Loft.
Læs også:Forsvarsklippe forsker i fedt Læs mere om Syddansk Elite
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
På billedet ses Anne Loft i blå trøje spille for Slagelse.
Læs hele artiklen i Ny Viden: