Næste generation af robotter rykker ind i vores hjem, hvor de skal være med til at sikre vores velfærd. Forskere på SDU er med i tre nye europæiske projekter, der skal bane vejen for dem.
Robotforskere på Syddansk Universitet er med i tre nye europæiske projekter, der skal bane vejen for robotter, som observerer, forstår og tager ved lære af det, de oplever.
- Hvis du viser robotten, hvordan du foretrækker din cappuccino, skal den derefter være i stand til at brygge en cappuccino lige efter din smag. Robotten vil gøre de samme ting, som du gjorde, men ikke nødvendigvis med de samme bevægelser, siger professor Norbert Krüger fra Mærsk Instituttet.
Han leder Cognitive Vision Lab, hvor forskerne søger at forstå, hvordan vores synssans og hjerne arbejder sammen om at skabe sammenhæng og mening i de indtryk, øjet fanger. Denne viden anvender de til at udvikle software, som indeholder lignende strukturer til robotter.
Nye generationer kan magte uventede situationer
- Det 20 århundredes industrirobotter er kendetegnet ved, at de kan udføre de samme handlinger igen og igen – med stor præcision. I de sidste 10 år er industrirobottern blevet mere komplekse, og de kan med brug af sensorer som kameraer og touch reagere mere fleksibelt i forhold til de opgaver, de er programmeret til. Næste generation af robotter handler i højere grad på egen hånd og kan derfor også magte uventede situationer. De nye kognitive robotter samler ligesom industrirobotterne informationer gennem sensorer – kameraer og touch – men informationerne bruges ikke længere kun til handlinger, som en ingeniør har programmeret robotten til at kunne. De bruges til at forstå og lære, så robotterne bliver i stand til at tilpasse sig nye situationer, siger Norbert Krüger.
Hans team arbejder tæt sammen med en anden SDU-forskningsenhed, Applied Robotics Lab, der ledes af professor Henrik Gordon Petersen, og de to hold er i fællesskab engageret i de nye frontforsknings-projekter.
Griberobotter til industrien
Det første projekt LearnBIP startede ved årsskiftet og beskæftiger sig med robotter, som kan finde og gribe objekter, der ligge tilfældigt i paller og kasser -også kaldet bin picking
- 20 procent af den nuværende industriproduktion er knyttet til bin-picking, så der er et stort marked. Og da robotterne øger produktiviteten og overtager ensformige arbejdsprocesser, kan de – ved at blive mere kognitive – være med til at fastholde industriproduktionen i Danmark, især når det drejer sig om skiftende produktioner af et lavt antal enheder, vurderer han.
Mens robotternes evne til at lære er nyttig i industrisammenhæng, er den afgørende for, at robotterne for alvor kan bevæge sig ind i almindelige hjem. For her skal robotterne håndtere et stort antal objekter, der varierer i størrelse, vægt og overflade – bruges til forskellige formål.
De to andre EU-projektet, som SDU er involveret i, beskæftiger sig netop med kognitive robotter, der kan arbejde i tæt kontakt med mennesker og i omgivelser, der ikke er forudsigelige.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden: