De folkelige opstande i Mellemøsten har bredt sig til de små rige golfstater. Demonstranterne kræver fornyelse og reformer, men går ikke direkte efter at vælge magthaverne, vurderer SDU-forsker
Nye boliger, flere jobs, højere lønninger og gratis shoppingture.
Herskerne i de rige oliestater ved Den Persiske Golf strør gyldne løfter og kontante pengegaver ud over deres undersåtter i et forsøg på at dæmpe opbakningen til de folkelige opstande, der breder sig i de arabiske lande.
Mens de enevældige ledere med én hånd vælter penge ud over befolkningen, slår de med den anden hårdt ned på de demonstranter, som går på gaden for at kræve politiske og sociale forandringer. Især Bahrain er præget af voldsomme uroligheder.
- Demonstranterne i de små Golfstater er stærkt inspireret af Tunesien og Egypten, hvor præsidenterne måtte gå af, men intet tyder på, at de ønsker at smide kongefamilierne på porten. Demonstranterne kræver fornyelse, reformer og udskiftninger tæt på toppen, men går ikke direkte efter at vælte magthaverne, vurderer Martin Hvidt, der er lektor på Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
- Vi er tilbøjelige til at skære Golflandene over én kam, men de har faktisk været igennem meget forskellige udviklinger, så der er markante forskelle fra land til land. Fælles er dog, at der ingen steder er frie valg, og at de valgte forsamlinger, som man i større eller mindre grad eksperimenterer med, ikke er lovgivende, men kun rådgivende, siger han.
Stærke ledere
For uanset om overhovedet kaldes konge, emir, sultan eller præsident, har han den uindskrænkede magt, hvilket er generelt accepteret i befolkningerne, som godt kan lide stærke ledere.
Traditionen går tilbage til beduinkulturen, hvor stammerne ofte skulle reagere hurtigt for at overleve i meget barske omgivelser og derfor havde brug for en handlekraftig leder til at stå i spidsen og tage beslutningerne.
- Da oliepengene begyndte at vaske ind over området i 60’erne og for alvor 70’erne, skulle der bygges veje, skoler, sundhedsvæsen mv., og det krævede institutioner. Derfor er der over de sidste 30 år etableret ministerier, valgte forsamlinger og andre knopskydninger. Men der er højst tale om et statsligt demokratisk skær uden på en gammel struktur, for ledernes magt er ikke blevet svækket, siger Martin Hvidt og tilføjer:
- I Kuwait, der har et rigtigt parlament og regnes for det mest demokratiske af Golflandene, hedder alle ledere sjovt nok det samme som kongen til efternavn.
I får penge - vi får fred
Når demonstranterne – endnu - ikke har krævet ledernes afgang og indførelse af demokrati, skyldes det en uudtalt overenskomst mellem lederne og befolkningerne, der går under den engelske betegnelse ruling-bargain.
- Aftalen går ud på, at befolkningen ikke blander sig i politik, men behandles til gengæld overordentligt godt. De får f.eks. jord, at bygge på, gratis uddannelser, rentefrie lån, statslige jobs og gode lønninger, der sikre et behageligt leveniveau, siger Martin Hvidt.
Set i det lys var det ikke helt overraskende, da Kuwaits emir Sheik Sabah valgte at reagere på de første uroligheder med at give hver borger 20.000 kroner og en gratis shoppingtur.
Siden har også andre Golfstater forsøgt at købe sig til fred og ro – og landene står sammen om denne fremgangsmåde. Den 10. marts besluttede Samarbejdsrådet for Golfstaterne GCC således at bevilge 10 milliarder dollars til Bahrain og 10 milliarder til Oman. I Bahrain skal pengene bruges til at bygge 50.000 nye boliger og oprette 20.000 nye jobs i den offentlige sektor for at komme uroen til livs.
- Herskerne er gamle og har for de flestes vedkommende siddet på magten i mange år. De fleste har udnævnt kronprinser, men fungerer stadig som overhoveder i deres lande, hvor 70 procent af befolkningen er under 30 år. De unge presser på for forandringer – og det vi ser nu er på mange måder del af en oprydning, fordi herskerne har været for længere om at erkende, at der er brug for ændringer, siger Martin Hvidt.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
