Brugervejledninger til computere, mobiltelefoner og andet teknologisk isenkram er ofte alt for tekniske og uforståelige - især for ældre
Mange af de tekniske brugsanvisninger, der følger med i æsken, når man køber et nyt tv, en opvaskemaskine eller dvd-afspiller, er langt fra brugervenlige. De er tekniske og ofte komplet uforståelige – især for ældre mennesker.
Sådan lyder det fra forskerne Margrethe H. Møller og Ellen Christoffersen, fra Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab på Syddansk Universitet, der er gang med at undersøge, hvordan tekniske manualer bør skrives så også danskere over 65 år forstår dem.
- De fleste tekniske brugervejledninger er indforståede og svære at afkode. Ikke kun for ældre mennesker. Men de ældre bliver især ramt, fordi de ikke er vokset op med teknologi eller bruger det dagligt på arbejde. Derfor er det en skam, at de fleste manualer er så ringe, siger Margrethe H. Møller.
Mister motivationen
Hun har sammen med Ellen Christoffersen nærstuderet brugsanvisninger til en stribe af de tekniske produkter, der sælges i danske butikker.
- Manualerne er som regel skrevet af de teknikere, der udvikler produktet – og ikke af sprogfolk. Det betyder, at der er fokus på det tekniske - og ikke på, hvad brugeren har behov for at vide, siger Ellen Christoffersen.
Dertil kommer de sprogligt ukorrekte og mangelfulde brugsanvisninger, der skriger til himmelen af at være oversat af en maskine, eller som er skrevet med så lille en skrift, at man skal have lup for at læse dem. Ikke heldigt, hvis man har svækket syn og i forvejen er en smule teknologi-forskrækket.
- De ældre bliver demotiverede. Enten opgiver de og prøver sig frem på egen hånd. Eller også er de afhængige af at deres børn hjælper dem. Og det er mange helst fri for, siger Margrethe H. Møller.
De to forskere er dog ikke fortalere for, at der skal være særskilte vejledninger til ældre, for som Margrethe H. Møller udtrykker det:
- De ældre skal ikke stigmatiseres. Det er snarere firmaerne, der skal oppe sig og forbedre manualerne, så de bliver mere læsevenlige og brugerorienterede for alle.
Kort og godt
På baggrund af undersøgelser og test med ældre forsøgspersoner har SDU-holdet udarbejdet et sæt guidelines til at udvikle brugervejledninger til ældre.
- Sproget spiller selvfølgelig en stor rolle her. Teksterne skal være klare og enkle uden for mange detail-informationer. Samtidig må der gerne være mange illustrationer, helst i bestemte farvekombinationer, der tilgodeser svage øjne, forklarer Margrethe H. Møller.
Samtidig er det vigtigt, at vejledningerne ikke er for lange, for faktisk er det de færreste af os, uanset alder, der gider læse brugsanvisninger, forklarer de to SDU-forskere. Deres resultater offentliggøres til efteråret.
Af Birgitte Hornhaver, biho@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden: