På VejledningsCentret finder du studievejledere, som du kan tale med om de studierelaterede spørgsmål, der trænger sig på. Vi tilbyder vejledning til studerende fra alle uddannelser.
Hvad kan du bruge os til?
Vi hjælper dig med at få det optimale ud af dine ressourcer og anstrengelser, mens du studerer på Syddansk Universitet. Det gør vi ved at hjælpe dig med at
- få overblik over dit uddannelsesforløb og dine kombinationsmuligheder
- se nye muligheder og træffe de helt rigtige valg
- fastholde eller styrke din motivation og håndtere din studietvivl
- optimere din studie- og eksamenshåndtering og strukturere din studiehverdag
- få prioriteret og fundet en god balance i din tilværelse
- håndtere det uforudsete; fx. sygdom, en dumpet eksamen, at du er kørt fast eller, at studiegruppen ikke fungerer.
- få en god specialeproces, bl.a. gennem tilbud om individuelle samtaler med en coach.
Hvordan foregår en vejledningssamtale i VejledningsCentret?
Samtalerne har almindeligvis en varighed af 15-45 minutter. Vi tager altid udgangspunkt i dig, og hvad du fortæller os: dine udfordringer, ønsker, bekymringer, drømme, ressourcer og mål for fremtiden. Når vi har fået et overblik over din situation, kigger vi fremad og laver sammen en konkret og realistisk handleplan. Nogle gange er vi informationsformidlere. Men en samtale er også dit tilbud om sparring, refleksion og udvikling.
Vi bestræber os på, at du går herfra med noget konkret: en to-do-liste eller med en afklaring.
Ofte vil vejlederen tilbyde dig opfølgning på samtalen. Enten på mail eller ansigt-til-ansigt. Vi mener, det er vigtigt at få fulgt op på den plan, du lægger hos os – og så vil vi i øvrigt også gerne høre, hvordan det går dig.
Hvem er vejlederne på VejledningsCentret?
På VejledningsCentret møder du fire fuldtidsvejledere og en studenterstudievejleder som er her to dage om ugen. Vi har alle selv en universitetsuddannelse foruden forskellige uddannelser inden for vejledning og coaching. Vi har et overordnet kendskab til de mere end 200 uddannelse på universitetet og er opdaterede på de generelle love og regler, som kan have betydning for dig.
Vi brænder for at hjælpe og yde god service. Vores vigtigste opgave er at hjælpe dig til at blive en god studerende, at du trives og udvikler dig.
Vi gør en dyd ud af at møde alle studerende lige. Vi har tavshedspligt og registrerer ikke dit navn eller cpr-nummer ved henvendelse.
Mød vejlederne her
Vejledning på mail
Vi tilstræber at svare på mails sendt til vejledning@sdu.dk indenfor 24 timer på hverdage. Vi kan godt finde på at stille en masse spørgsmål tilbage til dig, når vi besvarer din mail. At vi kender din situation, er en forudsætning for at kunne give dig en god vejledning.
Kontakt VejledningsCentret
Vi har åbent alle hverdage fra 10-14.
Telefon 6550 1052 eller mail vejledning@sdu.dk
Hvis du ønsker personlig vejledning, er du meget velkommen på VejledningsCentret, der har placering på Gydehutten, campus Odense. Se kort.
Vore kollegaer på SDU:
Se SDUs øvrige vejledningstibud her.