Kender du alle de muligheder, du har? Hvordan vælger du den helt rigtige kombination? Ved du, hvornår og hvordan du skal søge om optagelse på tilvalg og kandidatuddannelse? Valg undervejs arrangementet giver dig svar på alle de spørgsmål, du kan have omkring de valg, du skal træffe undervejs i dit studium.
Valg undervejsmessen 2012
Onsdag d. 29. februar kl. 10-13
på Campustorvet
Campusvej 55, Odense
Arrangementet er en mulighed for at blive inspireret og få afklaring på de spørgsmål, du har om valg af tilvalg og kandidatuddannelse.

På Messen møder du:
- Vejledere fra de forskellige tilvalg og kandidatuddannelser, som kan fortælle om de enkelte uddannelser og give svar på dine spørgsmål om det faglige indhold, adgangskrav, kompetencer
- Vejledere fra VejledningsCentret og KarriereCentret, som kan fortælle dig om dine muligheder for at kombinere de retninger, som du drømmer om
- Informationsmøder om de forskellige tilvalg og kandidatuddannelser
- Oplæg om at træffe det rigtige karrierevalg i forhold til tilvalg og kandidatuddannelse (se nedenfor)
Informationsmøder om de enkelte uddannelser
En række uddannelser inviterer til informationsmøder. Tilmelding er ikke nødvendig, så mød blot op til de arrangementer, som du tænker kan være relevante for dig. Du kan se hvilke informationsmøder der afholdes enten på uddannelsernes egne sider eller på en samlet oversigt her.
I år kan du også høre om muligheden for at tage en kandidatuddannelse i Kina via det dansk-kinesiske universitetssamarbejde Sino-Danish Centre for Education and Research, som SDU er involveret i. Du kan både møde SDC på en stand på Campustorvet og høre et oplæg kl. 12.15-13 i O94.
Det rigtige karrierevalg
Hvad betyder mit valg af tilvalg og kandidatuddannelse for min karriere? Vil min faglige profil overhovedet være interessant for erhvervslivet? Kan du nikke genkendende til disse spørgsmål, så skal du komme til vores oplæg. Vi vil præsentere dig for forskellige indgange til at træffe et valg, og vi giver dig redskaber til at nå til en afklaring, så du også tilgodeser dine karriereovervejelser. Du møder bare op i U77 kl. 13-14.
Gratis transport
Er du studerende i Flensborg, Sønderborg, Esbjerg, Kolding eller Slagelse har du selvfølgelig også mulighed for at deltage i Valg undervejs messen. Syddansk Universitet arrangerer gratis busser, der kører dig frem og tilbage. Busserne fra Bergholdt afgår fra hovedindgangen på dit campus. Tilmeldingsfristen til bustransporten er den 16. februar. Tilmeld dig og se transporttider her.
Din guide til Valg Undervejs 2012
VejledningsCentret udgiver folderen "Din guide til Valg undervejs 2012". Bogen giver dig en smule viden om dine kombinationsmuligheder, men stiller også dig en masse spørgsmål, du bør reflektere over, inden du træffer dit valg. Folderen kan hentes på Campustorvet, i VejledningsCentret i Odense eller på studiesekretariaterne i de øvrige campusbyer.
Prøv DIVA
DIVA er et redskab til dig, som ønsker at få et overblik over dine kombinationsmuligheder på Syddansk Universitet. I DIVA kan du se, hvilke tilvalg og kandidatuddannelser, der kan kombineres med din bacheloruddannelse.
På VejledningsCentrets sider finder du info om dine kombinationsmuligheder. Klik dig lidt rundt - forhåbentlig finder du svar på det du søger; ellers så spørg os.