Simone Sørensen er 28 år og har en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Hun læser en kandidat i pædagogik og er studenterstudievejleder på SDU.
Var ikke helt færdig med at læse
Jeg syntes ikke, at jeg var helt færdig med at læse. Der var noget ved de pædagogiske og psykologiske teorier fra min professionsbachelor, jeg ikke følte, at jeg var kommet helt til bunds i. Der var stadig noget, der lå og ventede på mig, og som jeg gerne ville snuse mere til. Derfor var en kandidat i pædagogik på SDU det helt rigtige valg for mig.
”Kan jeg finde ud af det?”
Inden jeg startede, må jeg indrømme, at jeg gjorde mig overvejelsen: ”Kan jeg finde ud af det? Er det ikke alt for teoretisk til mig? Og orker jeg det virkelig?”. Men selvfølgelig kunne jeg det. Det er gået rigtig fint. Det har selvfølgelig også været rigtig udfordrende. Herude skal man f.eks. selv omsætte teorierne, man læser, til den praksis, man interesserer sig for, men det har også været enormt spændende og lærerigt. Det er dejligt, når man klarer sig godt til en eksamen, eller når ens underviser tilkendegiver, at man har gjort et godt stykke arbejde. Der findes intet bedre end et klap på skulderen.
Studiegrupper sammenkobler det faglige og det sociale
Vi gør meget ud af studiegrupper på mit hold. Nogen oplever, at de står mere alene herude, fordi der ikke er så mange undervisningstimer, men vi hjælper og støtter hinanden i grupperne. Studiegrupper er jo også en del af det sociale, og vi mødes hjemme ved hinanden cirka en gang om ugen. Og det er ikke kun det faglige, der bliver snakket om. Det synes jeg er super godt.
Flere jobmuligheder
Det er et spændende og udfordrende forløb at læse en kandidat. Det kræver en indsats, men den er godt givet ud – det har det i hvert fald været for mig. Gennem mit kandidatstudie har jeg fået et studiejob som vejleder, hvor jeg har afprøvet de teorier, jeg har læst om, i praksis. Desuden har jeg lært en masse nye mennesker at kende, så mit netværk er blevet meget bredere. Alt i alt en masse erfaringer og muligheder, som er gode at have med i bagagen, når jeg skal ud på arbejdsmarkedet.