Dette er en oversigt over universitetets egne fonde og legater med en nærmere beskrivelse af de enkelte fondes formål og ansøgningsterminer.
Ansøgninger til fondene indkaldes på forskellige tidspunkter i årets løb ved opslag på opslagstavler i Sønderborg, Kolding, Esbjerg, Slagelse, København, Flensborg og på Campustorvet i Odense samt på
SDU's hjemmeside.
Fondene bør først søges, når indkaldelse af ansøgninger har fundet sted.
Der anvendes et ansøgningsskema (standard), som kan
hentes
her.
Ansøgninger indsendes til kontorfuldmægtig Ingerlise Lund, Campusledelsen, Syddansk Universitet, Alsion 2, 6400 Sønderborg, eller afleveres i postkassen mærket "Legatansøgninger" på Campustorvet, Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M.
» Fuhrmann-Fonden
Formål:
At yde støtte til den videnskabelige grundforskning inden for molekylær biologi samt molekylære aspekter af nervesystemets biologi. Legatet vil fortrinsvis blive ydet som støtte til yngre forskeres studieophold i udlandet samt som støtte til udenlandske forskeres gæsteophold ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet.
Ansøgninger:
Ansøgningstermin vil blive fastlagt af fondsbestyrelsen hvert år i februar måned.
Dog vil opslag først ske 18. april for året 2013. Se også
her.
Ansøgning med bilag skal fremsendes i 4 eksemplarer.
» Syddansk Universitets Forskningsfond
Formål:
At yde tilskud til universitetsformål, der normalt ikke kan forventes dækket af ordinære statsbevillinger eller tilskud. Kun i ganske særlige tilfælde kan der bevilges midler til apparatur. Uddelingerne skal fortrinsvis tilgodese yngre forskere (f.eks. ph.d.-studerende, post doc.'er og adjunkter) og kan kun undtagelsesvis anvendes til studerendes projekter. Støtte til opholdsudgifter i forbindelse med ph.d.-studerendes langvarige udlandsophold vil kun i særlige tilfælde kunne bevilges.
Ansøgninger:
Indkaldes hvert år i september/oktober måned ved opslag på Campustorvet, Odense, opslagstavler i Sønderborg, Kolding, Esbjerg og Flensborg. Se også
her.
Ansøgning med bilag skal fremsendes i 10 eksemplarer.
» Fabrikant Knud Abildgaards Fond
Formål:
At yde tilskud til sikring af rimelige boligvilkår for studerende inden for Natur- og Sundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet. Studerende, der lige har påbegyndt studiet, samt studerende, der afslutter studiet i kommende eksamenstermin, vil ikke kunne påregne at få tildelt støtte.
Ansøgninger:
Indkaldes hvert år i september måned ved meddelelse i "OBS" og opslag på Campustorvet, Odense samt på opslagstavler i Sønderborg, Kolding, Esbjerg og Flensborg. Se også
her.
Ansøgning med bilag skal fremsendes i 6 eksemplarer. Der anvendes et særligt ansøgningsskema, som kan downloades
her.