Det nyåbnede SDU Fitness er for studerende og medarbejdere
En orange stribe viser vej over det blå-grønne gulv forbi alle de funklende nye maskiner og redskaber, som står klar til at blive taget i brug af SDU’s studerende og medarbejdere.
SDU Fitness på Campusvej åbnede i går ved en officiel indvielse. Universitetets rektor Jens Oddershede klippede den røde snor i det knap 900 kvadratmeter store nyindrettede lokale, der for få måneder siden blandt andet blev brugt til oplagring af gammelt skrammel.
- Vi troede, at det ikke kunne bruges til noget, men det kan vi jo se, at det kunne. Etableringen af fitnesscentret er et godt eksempel på, at der ikke er langt fra tanke til handling her på SDU, sagde Jens Oddershede.
Førende idrætsuniversitet
Han fortalte i sin tale, at fitnesscentret er en del af initiativet SDU Idræt, hvor universitetet forbedrer studiemiljøet med forskellige tiltag til de motions-interesserede. Dermed ønsker SDU at profilere som førende idrætsuniversitet både i forhold til forskning og i forhold til tilbud og faciliteter til motionsinteresserede studerende og medarbejdere.
- Her er der mulighed for at bruge mellemtimerne aktivt. Forskning viser jo, at vi alle bliver klogere af at dyrke motion – og det gælder vel at mærke for folk i alle aldre, sagde Jens Oddershede med henvisning til, at fitnesscentret også er åbent for universitetets forskere og administrative personale.
Frivillig forening
SDU Fitness er bygget op som en firvillig forening, der henvender sig til studerende og ansatte på Syddansk Universitet. Foreningens bestyrelse har det overordnede ansvar for rammer og drift af SDU Fitness.
Læs mere om blandt andet åbningstider og priser i SDU Fitness

13.09.2013
Tilbage til nyhedsoversigten