Skal arbejdsløse akademikere sidde ved kassen i Netto, eller skal de udnytte deres uddannelse på andre måder? Stor konference på Syddansk Universitet sætter fokus på jobskabelse
Arbejdsløsheden blandt akademikere er steget kraftigt, og stadig flere nyuddannede må se i øjnene, at der ikke er fast job i sigte, når de forlader universitetet.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens har meldt ud, at ledige akademikere kan tage job bag kassen i Netto, hvis de ikke kan finde andet arbejde. Men er der andre veje ind på arbejdsmarkedet, når det rette job ikke dukker op af sig selv?
Syddansk Universitet holder onsdag en højaktuel konference om, hvordan akademikere selv kan skabe deres job.
- Man får næppe stilling på, at man har fået et 12-tal i matematik. I stedet for at sætte sig og vente på, at drømmejobbet måske dukker op, kan man gøre en hel del for at skabe det selv, f.eks. ved at starte eget firma eller ved at få et ben inden for i en virksomhed og hurtigt sørge for at vise, at man har en stribe kompetencer og ideer, som kan skabe værdi i virksomheden.
- Derfor skal akademikere allerede i studietiden trænes i at se sig selv som innovatorer og iværksættere, som kan udvikle ideer og føre dem ud i livet, siger professor Torben Eli Bager.
Han er direktør for universitetets IDEA Entrepreneurship Centre, som arrangerer konferencen ” Studerende og akademikere som jobskabere”.
Peter Lund Madsens hjerne som case
Konferencen henvender sig til studerende, nyuddannede, forskere, undervisere, erhvervsfolk, iværksættere og rådgivere. De vil blandt andet få mulighed for at høre, hvordan det er lykkedes andre højtuddannede selv at brænde igennem med ideer og projekter, der er jobskabende.
Desuden deltager hjerneforsker og entertainer Peter Lund Madsen med et timelangt indlæg: ”Hvordan påvirkes hjernen af studier, forskning og innovation – med min egen hjerne som case”.
SDU satser på jobskabelse
Syddansk Universitet har i de senere år øget antallet af fag i entreprenørskab. Alene sidste år fulgte over 1800 studerende et entreprenørskabsfag, og der er god efterspørgsel på sommerskoler, væksthuse og andre initiativer, som dels skal styrke de studerendes muligheder for beskæftigelse efter endt uddannelse dels være med til at skabe vækst i erhvervslivet.
Universitetet har gjort jobskabelse til et af sine særlige fokusområder som led i en stor satsning, der over de næste fire år skal gøre Syddansk Universitet til det bedste valg for studerende.
Konferencen finder sted i auditorium 100 på Campus Odense kl. 9.30- 15.30. Se programmet
05.03.2012
Tilbage til nyhedsoversigten