Synspunkt i Fyens Stiftstidende den 31. maj 2010
 |
|
 |
| Mette Hansen daglig leder, KarriereCentret, Syddansk Universitet, Odense, og |
|
Jytte Reinholdt direktør, Fynsk Erhverv, Odense, skriver: |
Virksomhederne står i dag over for en grundlæggende udfordring: På den lange bane vil virksomhederne gerne fastholde både de arbejdsomme hænder og kvikke hjerner, men på den korte bane kan de være nødsaget til at afskedige medarbejdere og skrue ned for investeringerne på grund af vigende ordrebeholdning eller manglende likviditet. Det er et paradoks, men der er hjælp at hente i ”den fynske baghave”.
Fynsk Erhverv og Syddansk Universitet har indgået et formaliseret samarbejde, der skal udbrede kendskabet til - og i særlig grad udnyttelsen af de mange muligheder, der er for at bringe den viden og arbejdskraft, som de studerende og nyuddannede kandidater fra Syddansk Universitet repræsenterer i spil i de fynske virksomheder. KarriereCentret ved Syddansk Universitet har de seneste fem år stået for kontakten mellem de studerende og lokale virksomheder, og samarbejdet har været til stor gavn og glæde for de involverede parter. Det handler om studiejob, praktik- og projektansættelser samt ansættelse af højtuddannede i virksomheder. Flere af mulighederne er hjulpet godt på vej af økonomiske tilskudsordninger.
| ”
Den studerende får erhvervserfaring på cv’et samt et netværk, der kan vise sig nyttigt senere hen. Det er altså en ren win win-situation.
| |
For nylig kom det frem, at et relevant studiejob i studietiden ofte har større betydning for karrieren end høje karakterer. Og rigtig mange studerende er ivrige efter at finde et relevant og udviklende studiejob i en fynsk virksomhed. Et relevant studiejob kan være mange ting - fra it og markedsføring over jura og økonomi til sprog og kommunikation. Virksomheden får f.eks. nye synsvinkler på gamle problemstillinger, løst nogle konkrete opgaver og derudover et rigtig godt rekrutteringsgrundlag, når der fremover skal ansættes nye medarbejdere. Den studerende får erhvervserfaring på cv’et samt et netværk, der kan vise sig nyttigt senere hen. Det er altså en ren win win-situation.
Universitetet har desuden studerende fra en lang række forskellige lande, der udover den faglige viden også kan tilføre virksomheden sprogkompetencer, kulturel indsigt samt specifik viden om udenlandske markeder.
En anden mulighed er at gå om bord i Videnpilotordningen. En Videnpilot er en højtuddannet kandidat, der kan ansættes med et tilskud på 10.000 kroner pr. måned i op til et år. Det har de fynske virksomheder været de bedste i landet til at benytte sig af. I det fleste tilfælde resulterer ansættelsen af en Videnpilot i øget omsætning, ekspansion af virksomhedens markedsområde og udvikling af nye produkter og processer for virksomheden. Der er rigtig meget at hente i disse samarbejder.
En tredje mulighed er Erhvervs-ph.d.-ordningen, der er et forskningsbaseret samspil mellem den akademiske verden og erhvervslivet, der kan ruste virksomheder til at tackle fremtidige udfordringer. En eller flere virksomheder ansætter i fællesskab en færdiguddannet kandidat og modtager et løntilskud på 14.500 kroner om måneden i de tre år, erhvervs-ph.d-forløbet varer. Kandidaten bruger cirka halvdelen af sin arbejdstid i virksomheden og den anden halvdel på universitetet.
Med det formaliserede samarbejde mellem Fynsk Erhverv og KarriereCentret på Syddansk Universitet vil vi gerne invitere de fynske virksomheder til dialog om, hvordan hver enkelt virksomhed kan få tilført ny viden og effektiv arbejdskraft ved at ansætte en studerende eller højtuddannet akademiker - og derigennem få sat skub i udvikling og vækst ud over det sædvanlige.
02.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten