Det kan være vanskeligt at sætte ord på dine kvalifikationer og kompetencer. Måske er det svært at sætte din uddannelse i relation til de krav, der stilles i en jobannonce – og måske har du en naturlig blufærdighed i forhold til at ’sælge’ dig selv i en jobansøgning eller i et CV. Nedenfor kan du finde hjælp til afklaring af dine kompetencer.
Vigtige valg venter
Ofte kan det betale sig at bruge lidt tid på at definere sine kompetencer og kvalifikationer. Du kan få et overblik over de fagspecifikke kompetencer, du opnår på din uddannelse, på hjemmesiden for dit studium eller i din studieordning. Du kan også kontakte vejlednings- og karrierecentret for at få en snak om hvilke interesser du har, hvilke valg du skal tage undervejs i din uddannelse og hvilken betydning de får for din kompetenceprofil. Således kan du danne dig et overblik over de kvalifikationer og kompetencer, du opnår gennem dit valg af uddannelse. Det er samtidig vigtigt at understrege, at dit valg af uddannelse ikke nødvendigvis og automatisk hænger sammen med dit valg af efterfølgende karriere.
Din unikke profil
Der er selvfølgelig en klar sammenhæng mellem dine faglige kvalifikationer, dine uddannelsesmæssige og generelle kompetencer, dine personlige styrker og interesser og meget andet, men arbejdsmarkedet i dag er langt mere komplekst, end det var for få år siden, og det er sjældent, du i dag ser en stillingsannonce med overskriften ”cand.mag. søges”.
Målret din uddannelse
Gennem din uddannelse, dine fritidsaktiviteter og dine valg af tilvalgsfag og kandidatuddannelse oparbejder du en bred vifte af såvel snævert fagrettede som brede generelle kompetencer. Hvis du eksempelvis vælger at skrive en opgave i samarbejde med en virksomhed, eller hvis du vælger et praktikophold, får du nogle værdifulde erfaringer, du kan skrive på dit CV. Hvis du har et relevant studiejob, får du måske en langt mere praktisk tilgang til dit fag – og du får måske nogle erfaringer, der kan hjælpe dig på vej til det første job efter uddannelsen.
I KarriereCentrets jobbank kan du finde relevante studiejob og kandidatjob samt praktikophold og projektopgaver i samarbejde med virksomheder. På Karrierecentret sidder vores vejledere klar til at hjælpe dig med at finde et studiejob, der er relevant for den uddannelse, du er i gang med.
Hjælp på vej
Det kan være svært at danne sig et overblik over egne kompetencer – og over hvilke kompetencer og kvalifikationer et job kræver. Der er naturligvis nogle formelle krav, hvis du vil undervise på en gymnasial uddannelse, men hvis du skal bruge din uddannelse til andet end undervisning i gymnasiet, skal du selv definere dine muligheder og forsøge at afdække de kompetencer, der er behov for i det private eller offentlige erhvervsliv.
Hvor er alle de andre henne
Gennem løbende undersøgelser af tidligere studerendes job og karriere har Karrierecentret opsamlet viden om muligheder på både det private og offentlige arbejdsmarked. Karrierecentret har gennemført større undersøgelser af virksomhedernes behov for højtuddannede og ved derfor også en del om arbejdsmarkedet set fra virksomhedernes side. Du kan læse mere om vores undersøgelser her.
Mød os her
På vores kontorer i Odense, Esbjerg, Kolding og Sønderborg har du mulighed for at få vejledning omkring kompetenceafklaring. Kontakt os i vores træffetider – både face to face på vores kontorer, på telefonen, på nettet og på mailen. Du finder kontaktinformation og træffetider her.