Der er ingen sikker vej til et godt job - men du kan være sikker på, at du ved en grundig forberedelse forud for hver enkelt ansøgning når væsentligt længere end ved en standardansøgning. Det er derfor altid en god idé at undersøge både virksomhed og jobfunktion grundigt, inden du sender ansøgningen.
Vær grundig
Hvis du læser jobannoncen grundigt og efterfølgende søger yderligere oplysninger om virksomheden, vil du kunne målrette din ansøgning i hver enkelt tilfælde til netop den virksomhed, du søger job ved, og du vil i de fleste tilfælde også få et godt overblik over virksomheden, jobbet, branchen, produktet og evt. ekspansionsmuligheder.
Mærk efter
Derudover er det vigtigt at undersøge, om du overhovedet har lyst til at søge jobbet. Måske viser det sig, at dine forventninger til en arbejdsplads slet ikke stemmer overens med de ønsker og krav, som virksomheden har til dig som ansat. Og måske er du slet ikke interesseret i at arbejde i en virksomhed, hvor der kun er tre ansatte udover dig?
Selvom markedet måske er presset, og det ikke er så let at få fodfæste på arbejdsmarkedet, er det stadig vigtigt for dig at kunne svare fornuftigt på, hvorfor du søger netop denne stilling. Måske er det vigtigt for dig at vide noget om virksomhedens værdier, personalepolitikken, arbejdsformen, arbejdstiden osv.
Ring og hør nærmere
Mange spørgsmål af denne karakter er det forholdsvis let at få svar på. I jobannoncen vil der typisk være nogle ledetråde til, hvad det er for en virksomhed, du søger job ved. Hvis det er en stor kendt virksomhed, vil det være naturligt, at den har en formuleret personalepolitik og evt. også en trainee- eller mentorordning.
Hvis det er en mindre virksomhed, du måske ikke kender på forhånd, ville det derimod måske være en god idé at ringe til den kontaktperson, der er opført i annoncen og høre nærmere om, hvordan virksomheden fungere, om der finder en oplæring sted, om jobfunktionen er ny, eller om du skal afløse en anden etc. Du vil også kunne finde oplysninger om virksomheden, produkterne, miljøet osv. på internettet. Endelig kan du evt. bruge dit netværk til at få oplysninger om virksomheden.