Generelle betingelser
Dette regelsæt gælder for alle skriftlige stedprøver, hvor du bruger din egen eller universitetets computere. En stedprøve er kendetegnet ved, at du på et fastlagt tidspunkt, på en bestemt angivet fysisk adresse og under opsyn, får stillet en opgave, som inden for et afgrænset tidsrum skal besvares af dig alene og afleveres inden tidsfristens udløb.
Tilmelding til en sådan prøve betyder fuld accept af dette regelsæts betingelser.
Ved brug af egen computer bedes du - senest én uge før din prøve - tjekke om den kan gå på SDU’s trådløse netværk Eduroam. Ved problemer kontakt din lokale IT-afdeling eller IT-services Servicedesk på servicedesk@sdu.dk eller tlf. 6550 2990.
Ved visse prøver kan der være behov for at kunne tegne grafer, ligninger, skrifttegn mv., som lettest laves i hånden. Behovet herfor vil fremgå af informationen forud for kurset eller ved kursets start. Her kan der blive stillet krav om, at du skal digitalisere din håndskrift. Det anbefales, at du anskaffer dig en digital pen til dette formål. På vores side om digital håndskrift kan du læse mere om hvilken digital pen, der vil blive stillet til rådighed for dig, såfremt du får behov for at låne en digital pen under prøven.
Opstilling af IT-udstyr i eksamenslokalet
Du er selv ansvarlig for opsætning af din computer. Det er ikke tilladt at dele eget udstyr. Det er vigtigt, at du tester udstyret i forbindelse med opstilling af dit IT-udstyr. Hver arbejdsplads er udstyret med en stikkontakt (230 V) til trebenet stik. Yderligere stik (forlængerledning med minimum 3 meter rækkevidde), kabler o.l. skal du selv medbringe.
Opstilling af IT-udstyr i eksamenslokalet skal være afsluttet senest 15 minutter før prøven starter.
Du må ikke tage computer med ud af lokalet før prøven er slut. Lokalet skal forlades i god ro og orden, således at studerende med forlænget prøvetid forstyrres mindst muligt.
Aflevering af eksamensbesvarelse
Eksamensbesvarelsen skal være færdigskrevet ved prøvetidens udløb.
- Alt afleveret materiale skal entydigt kunne identificeres efter de angivne regler for den pågældende prøve.
- Ved udskrift af eksamensbesvarelsen:
- Som udgangspunkt skal udskrift af eksamensbesvarelse ske efter prøvetidens udløb.
- Ønsker du at forlade eksamenslokalet før prøvetidens udløb, må du printe ved aflevering, dog ikke under de sidste 30 minutter af prøven.
- Du må ikke printe de sidste 30 minutter af prøven.
- Eksamensbesvarelsen afleveres i det angivne antal eksemplarer i de udleverede kuverter.
Ved aflevering forlades eksamenslokalet ikke før, du har modtaget en kvittering for din aflevering. Er du i tvivl, skal du kontakte en eksamensvagt.
Back-up og sikkerhedskopiering
Under prøven har du selv ansvaret for at foretage den nødvendige løbende lagring af eksamensbesvarelsen, herunder fremstilling af sikkerhedskopier, medmindre det er en del af systemets funktionalitet.
Universitetet indskærper, at hvis du kommer ud for tab af data (indskrevet tekst forsvinder) som følge af, at du har undladt at foretage sikkerhedskopiering, er du henvist til at fuldføre den pågældende prøve uanset tab af data.
Tekniske og praktiske problemer
Du skal være fortrolig med de anvendte programmer på computeren.
Opstår der under prøven problemer med din computer, som du ikke umiddelbart selv kan løse, kan du fortsætte på universitetets IT-udstyr. Skulle dette ikke være muligt, vil universitetet tilbyde dig, at du kan skrive din eksamensbesvarelse i hånden.
Opstår der under prøven strømsvigt, netværksnedbrud eller andre udefra kommende problemer med benyttelse af IT-udstyret, som ikke umiddelbart kan afhjælpes/udbedres, retter en eksamensvagt straks henvendelse til den eksamensansvarlige, der træffer bestemmelse om prøvens videre afvikling.
Regler og sikkerhedsforanstaltninger
Det er tilladt at benytte hjælpemidler og internettet i det omfang, dette er angivet i studieordningen/fagbeskrivelsen. Det er ikke tilladt under prøven at udveksle oplysninger, eller på anden måde at være i kontakt med andre eksaminander eller personer uden for eksamenslokalet. Brug af hovedtelefon er ikke tilladt, medmindre det er angivet som værende en del af prøven, eller du har fået dispensation.
De specifikke bestemmelser for den enkelte prøve, finder du i din studieordning eller på din uddannelses side.
Sanktioner mod eksamenssnyd
Hvis bestemmelserne i dette regelsæt overtrædes, herunder anvendelse af andre hjælpemidler end de tilladte, er der tale om eksamenssnyd og reglerne om disciplinære foranstaltninger over for de studerende ved Syddanske Universitet træder i kraft.
Universitetet foretager løbende stikprøvekontrol af, om der anvendes ikke-tilladt hjælp.
Dispensationer
Hvis du medbringer ekstra udstyr som f.eks. særlige programmer, headset eller scannerpen, skal du medbringe skriftlig dokumentation for din dispensation fra dit studienævn samt evt. bevillingsskrivelse fra Statens Uddannelsesstøtte.
Har du dispensation til forlænget tid til en prøve, skal du medbringe afgørelsen fra dit studienævn. Afgørelsen skal forevises eksamensvagterne.
Har du dispensation til særligt møblement, som kræver "flyttemand", skal du meddele dette til Serviceområdet på 3900@sdu.dk senest 8 dage før prøven afholdes.
Regelsæt godkendt af Rektor den 2. februar 2012