Det overordnede formål med Tilvalg i Journalistik er at give den studerende basale journalistiske færdigheder inden for trykte medier og web-medier, indsigt i et udvalg af relevante fagområder og kendskab til journalistikkens funktion og tradition, herunder dens samfundsmæssige betydning. Specifikt er det målet med Tilvalg i Journalistik:
- At den studerende bliver i stand til at løse enkle journalistiske opgaver i trykte medier og webmedier ved hjælp af fagets viden og metoder og på grundlag af erhvervede teoretiske og praktiske sprogfærdigheder
- At den studerende får indsigt i centrale aspekter af forholdet mellem journalistikken og samfundet, samt mediernes placering i samfundet
- At den studerende bliver i stand til selvstændigt at søge og finde forskellige typer kilder og bearbejde disse i forhold til researchfasen og i det endelige produkt
- At den studerende får et overordnet kendskab dels til det danske retssystem, det vil sige systemets opbygning og dets retskilder samt relevant international ret, dels til den del af retssystemet, der benævnes medieret.
Bacheloruddannelsens centrale fag er et 2¼-årigt fuldtidsstudium, der udgør 135 ECTS. I kombination med et tilvalgsfag på 45 ECTS opnår den studerende en erhvervskompetence som bachelor (BA) og en faglig kompetence, der giver ret til at søge ind på en kandidatuddannelse.