Her kan du finde en masse nyttige informationer, hvis du læser Filosofi på Syddansk Universitet - Odense
Ved vejledningsbehov i sommerferien kan man henvende sig til Vejledningscentret på:
vejledning@sdu.dk
Mine træffetider i Forårssemesteret:
Mandag 13-15
Onsdag 13-15
Der kan i visse tilfælde også træffes aftale om et møde uden for den normale træffetid.
Hvilken funktion har den faglige vejleder?
Den faglige vejleder er en ældre studerende, der er ansat til at hjælpe med forskellige spørgsmål i forbindelse med studiet. Typiske spørgsmål drejer sig om studieplanlægning, eksamensformer, eksamensproblemer, dispensationsansøgninger mv.
Den faglige vejleder har tavshedspligt (men også oplysningspligt hvis vedkommende bliver bekendt med lovovertrædelser).
Praktiske informationer
Filosofis postliste
Den centrale studievejledning
Dispensationer
Studienævnet
Fagrådet
Førsteårsprøven
Job- og CV bank
Klager
Opgavearkivet
Opgaveskrivning, formalia
Genbrug af litteratur i skriftlige hjemmeopgaver
Opgaveskrivning, vejlederregler
Specialeregler der implementeres i fællesbestemmelserne
Udmøntning af specialereglerne ved Det Humanistiske Fakultet
Links vedrørende speciale
Refleks
Filosofis postliste
Filosofis postliste er et mail-system, hvor alle kan sende mails til alle på listen via en enkelt adresse. Det kræver naturligvis en tilmelding, som findes her: https://mls.sdu.dk/mailman/listinfo/filosofi
På denne side findes også adressen, som man skal sende til, hvis man har information, man synes andre filosofistuderende og -undervisere kunne have glæde af at vide.
Den centrale studievejledning
Hvis du har uddannelsesrelaterede spørgsmål af mere generel karakter, vil du ofte få et højere udbytte af at henvende dig til VejledningsCentret. Her sidder der personer der er bredt orienterede inden for uddannelsessektoren, og kan svare på spørgsmål der ikke nødvendigvis drejer sig om filosofistudiet.
Dispensationer
Du kan i løbet af din uddannelse få behov for at søge dispensation. Hvis du planlægger aktiviteter inden for uddannelsen, der ikke stemmer overens med din studieordning, skal du i de fleste tilfælde søge dispensation hos Studienævnet for Filosofi. Dette kan for eksempel være hvis du ikke har bestået en eksamen i løbet af de første 3 eksamensforsøg, hvis du af gode grunde ønsker af få forlænget afleveringsfristen på en opgave, hvis du ønsker at skrive en opgave på et fremmedsprog etc.
Du kan hente en generel dispensationansøgningsformular her
Husk at der i de fleste tilfælde skal vedlægges en udskrift over alle brugte eksamensforsøg (denne kan udskrives inde på Selvbetjening), og husk naturligvis også at vedlægge en lægeerklæring i de tilfælde det er relevant.
Ansøgningen sendes til Studienævnet for Filosofi, ellers afleveres til Wibke på sekretariatet senest fredagen før studienævnsmødet.
Studienævnet
I Studienævnet på filosofi sidder der 3 indvalgte studenterrepræsentanter, hvoraf den ene er næstformand i Studienævnet. Der er valg til disse poster 1 gang om året. Fagrådet varetager valgproceduren, og alle studerende på filosofi er velkomne til at stille op.
Som studenterrepræsentant i Studienævnet har du en reel indflydelse på hvordan filosofistudiet kommer til at se ud i de kommende år.
Fagrådet
Filosofisk fagråd er de studerendes talerør til Studienævnet og instituttet. Fagrådet nedsætter også diverse udvalg i forbindelse med Rus-arrangementer og andre faglige/festlige begivenheder. Alle er velkommen til at møde op og diskutere ting der måtte forekomme vigtige. Fagrådet styres af 2 fagrådskoordinatorer og en kasserer. Disse vælges for et år af gangen.
Førsteårsprøven
På bacheloruddannelsen i Filosofi indgår alle alle prøver i førsteårsprøven. Dette medfører, at man skal deltage i alle eksaminer på førstestudieår for at kunne fortsætte uddannelsen.
Krav til førsteårsprøven:
Deltagelsespligt
Det er et krav, at du deltager i de prøver, der ifølge studieordningen er en del af førsteårsprøven, inden udgangen af det første studieår (2 semestre/4 kvartaler). Du kan altså ikke afmelde prøver, der er en del af førsteårsprøven.
Tidsfrist til at bestå prøverne
Du skal være opmærksom på, at førsteårsprøven skal være bestået senest inden udgangen af dit andet studieår efter studiestart (4 semestre/8 kvartaler), for at du kan fortsætte uddannelsen.
Eksamensforsøg til at bestå en prøve
Du har tre eksamensforsøg til at bestå hver prøve. Hvis du ikke har bestået de prøver, der er en del af førsteårsprøven senest inden udgangen af dit andet studieår efter studiestart, bortfalder imidlertid adgangen til et nyt eksamensforsøg uanset, at du ikke har brugt alle tre eksamensforsøg. Det betyder, at det er meget vigtigt, at du tilmelder dig omprøve eller sygeprøve i umiddelbart forlængelse af den ordinære prøve.
Konsekvenser
Universitetet bringer din indskrivning til ophør, hvis du ikke opfylder reglerne om deltagelse i førsteårsprøven eller ikke har bestået førsteårsprøven inden udgangen af dit andet studieår efter studiestart (4 semestre/8 kvartaler). Det samme er gældende, hvis du har opbrugt dine eksamensforsøg.
Job- og CV bank
Karrierecentret på SDU vedligeholder en database hvor du kan finde
jobtilbud,
praktikpladser, opgaveprojekter samt lægge dit CV ind så virksomheder har mulighed for at headhunte dig.
Der er også relevante tilbud til filosofistuderende!
Klager
Hvis du føler dig uretfærdigt behandlet under en eksamination, har du mulighed for at indsende en officiel klage. Det er vigtigt at du overholder tidsfristen, der er fastsat til 14 dage efter eksaminationen. For skriftlige eksamener, starter 14 dages fristen den dag eksamensresultaterne bliver offentliggjort. Du kan hente klagevejledning og formular
her.
Opgavearkivet
På faglig vejleders kontor står en samling af tidligere bedømte opgaver, som de studerende har indleveret til opgavearkivet, så andre studerende kan søge inspiration i dem. Hvis du har en opgave du gerne vil have inkluderet i opgavearkivet er du velkommen til at indlevere den til den faglige vejleder. Hvis du vil låne en opgave kan du komme forbi i faglig vejleders træffetid.
Opgaveskrivning, formalia
Når man skriver akademiske opgaver, er der visse formalia der skal overholdes i forbindelse med litteraturhenvisninger og citatteknik. Du kan hente en oversigt over korrekt formalia på Filosofi
her, og et notat med gode råd og retningslinjer
her.
Genbrug af litteratur i skriftlige hjemmeopgaver
Litteratur opgivet som pensum ved tidligere prøver må ikke opgives igen; undtaget herfra er dog centrale primærtekster fra filosofiens historie
.
Opgaveskrivning, vejlederregler
Ved såvel mundtlige som skriftlige opgaver på kandidatuddannelsen, samt BA-opgave og Speciale, har den studerende krav på vejledning ved en underviser. Underviseren bliver samtidig eksaminator på den pågældende prøve.
Der er vedtaget retningslinjer for omfanget af denne vejledning, men da den tid der kan afsættes til vejledning afhænger af forholdet mellem antallet af studerende og antallet af undervisere der kan vejlede inden for et givent emne, må den studerende acceptere at der kan være afvigelser fra normen. Omfanget er vejledning er fastsat til:
BA-projekt: 4 timer
Skriftlige opgaver: 3 timer
Mundtlig prøver: 1 time
Speciale: 10 timer
Den afsatte tid dækker også besvarelse af mails samt læsning af tekst mm.
Der er visse regler for hvor mange gange man må benytte den samme vejleder iforbindelse med sine opgaver. Reglerne lyder pt.:
Studieordning 2001, rev. 2004:
Fra og med 3. år må en studerende maksimum aflægge 3 prøver (gælder både mundtlige og skriftlige) og speciale ved den samme vejleder.
Studieordning 2007:
Studerende indskrevet på 1 faglig kandidatuddannelse i Filosofi må højst aflægge 2 mundtlige samt 2 skriftlige prøver (speciale ikke inkluderet) ved samme vejleder.
Studerende indskrevet på den 2 faglige kandidatuddannelse må højst aflægge 1 mundtlig og 1 skriftlig prøve (speciale ikke inkluderet) ved den samme vejleder
Specialeregler der implementeres i fællesbestemmelserne
Nedenstående regler er gældende for alle specialer, hvor universitetet godkender opgaveformuleringen den 1. september 2007 og senere, uanset om den studerende hører under en gammel eller under den nye uddannelsesbekendtgørelse.
Af uddannelsesbekendtgørelsens § 21 stk. 6 og stk. 7 og eksamensbekendtgørelsens § 27 stk. 3 fremgår følgende frister for specialer:
Specialet skal påbegyndes og afleveres inden for den tidsramme, der i studieordningen er fastsat for specialets omfang.
· Såfremt den studerende ikke afleverer specialet inden for den fastsatte frist, bruger denne et eksamensforsøg. Der kan ikke ske afmelding.
· Herefter godkendes en ændret opgaveformulering, der skal ligge inden for samme emneområde, og samtidigt fastsættes en ny afleveringsfrist på 3 måneder.
· Afleveres specialet ikke inden for denne frist, bruger den studerende endnu et eksamensforsøg.
· Herefter kan den studerende få et tredje eksamensforsøg efter samme regler, som gælder for andet eksamensforsøg.
· Studienævnet kan dispensere fra ovenstående tidsfrister, hvis der foreligger usædvanlige forhold.
Det er studielederen, der ifølge reglerne skal godkende opgaveformulering, afleveringstidspunkt og vejledningsplan. Studielederen kan imidlertid delegere sin kompetence efter almindelige delegationsregler.
Udmøntning af specialereglerne ved Det Humanistiske Fakultet
Specialeprocessen opdeles i følgende faser:
Fase 1 (2. og 3. semester)
- Information og vejledning inden specialesemesteret
Fase 2 (3. semester)
- Fastlæggelse af specialets emneområde
- Kontakt til specialevejleder
- Fastlæggelse af opgaveformulering (projektbeskrivelse) og vejledningsplan
Fase 3 (primo 4. semester)
- Indgåelse af specialekontrakt
Fase 1
Information og vejledning inden specialesemesteret
Specialet er en længere proces og bør planlægges i god tid for at overholde de seks måneder, der omfatter skriveprocessen (sidste semester i uddannelsen).
På 2. semester af kandidatstudiet afholdes derfor informationsarrangementer, hvor der orienteres generelt om specialeprocessen (tildeling af specialevejleder, projektbeskrivelse, vejledningsplan m.v.). Fakultetet vil tage initiativ til sådanne arrangementer, der kunne bestå af en generelt orienterende del for alle studerende efterfulgt af en studieopdelt orientering om specialeprocessen.
De studerende får på 3. semester af kandidatstudiet vejledning vedr. specialet. Dette kan ske i form af igangsættelse af specialegrupper og –netværk eller andre specialearrangementer på studiet.
Fase 2
Fastlæggelse af specialets emneområde
Kontakt til specialevejleder
Det er hensigten, at den studerende på baggrund af informations- og vejledningsarrangementerne på 2. og 3. semester af studiet skal indkredse et emneområde og tage kontakt til en specialevejleder. I samarbejde med specialevejlederen kan den studerende nå en afgrænsning af emnet, som er mulig at realisere.
I slutningen af 3.semester/begyndelsen af 4. semester får den studerende på baggrund af en ansøgning (link til skema) godkendt en specialevejleder.
Studielederen foranlediger, at studerende der ikke af egen drift finder en specialevejleder bliver kontaktet om dette.
Fastlæggelse af opgaveformulering (projektbeskrivelse) og vejledningsplan
I samarbejde med specialevejlederen fastlægges en opgaveformulering og en vejledningsplan med henblik på at indgå en specialekontrakt.
Ved Det Humanistiske Fakultet forstås en opgaveformulering som en projektbeskrivelse, der i overordnede termer indeholder følgende elementer:
- Arbejdstitel
- Problemformulering
- Disposition
- Skitsering af teori/litteratur
- Skitsering af empiri/data
- Metodiske refleksioner
- Arbejdsplan
Den studerende og specialevejlederen skal på baggrund af arbejdsplanen udarbejde en vejledningsplan (link), der indeholder tidspunkter for vejledningsmøder og milepæle i specialeprojektet.
Fase 3
Specialekontrakt
Specialekontrakten (link nederst på siden) skal vedlægges vejledningsplan og projektbeskrivelse. Kontrakten indgås ved indgangen til 4. semester, idet det forudsættes, at projektbeskrivelsen forligger på dette tidspunkt. Vejledning ud over projektbeskrivelsesfasen kan først finde sted, når specialekontrakten er indgået. Den studerende kan tidligst aflevere specialet 3 måneder efter, at specialekontrakten er indgået.
Specialekontrakten skal underskrives af studielederen, der dermed godkender projektbeskrivelsen, afleveringstidspunktet og vejledningsplanen.
Specialekontrakten skal tillige underskrives af specialevejlederen, der indestår for, at specialets opgaveformulering lever op til kravene i studieordningen, ligesom det er specialevejlederens forpligtelse at sikre, at opgaveformulering og vejledningsplan ikke er for omfattende i forhold til at specialet kan gennemføres på normeret tid.
Indgåelse af en specialekontrakt er samtidigt en eksamenstilmelding, der registreres i det studieadministrative system (STADS). Der kan ikke ske afmelding.
Studerende og specialevejleder kan efter aftale foretage mindre justeringer i projektbeskrivelse og vejledningsplan under forudsætning af, at specialet fortsat kan realiseres inden for den fastsatte tidsfrist.
Studielederen foranlediger, at der tages kontakt til studerende, der alene mangler at bestå specialet, og som ikke har indgået en specialekontrakt.
Hvis specialet ikke afleveres inden for fristen eller ikke bestås
Hvis specialet ikke afleveres inden for fristen eller ikke bestås bruges et eksamensforsøg.
I umiddelbar forlængelse af den tidligere kontrakt, dvs. med max. 14 dage som en mellemliggende periode, skal indgås en ny kontrakt med en varighed på 3 måneder.
Ifølge bekendtgørelsen skal universitetet godkende en ændret opgaveformulering, der ligger inden for samme emneområde.
Ministeriet har i brev af 13. juli 2007 udtalt, at der med ”ændret opgaveformulering” forstås, ”at den studerende ikke skal begynde forfra med sit speciale, hvis afleveringsfristen ikke overholdes, men at universitetet ud fra en faglig vurdering skal ændre opgaveformuleringen på en sådan måde, at det svarer til en arbejdsbelastning på yderligere 3 måneder. Dette gælder uanset specialets normering. Den ændrede opgaveformulering skal således justeres i lyset af indholdet af det enkelte speciale – og kan fx være en større eller mindre tilføjelse, ligesom det (som udgangspunkt) ikke er hensigten, at studerende skal begynde forfra med nye eksperimentelle forsøg.”
I overensstemmelsen med dette skal den studerende således indgå en ny specialekontrakt (link) og revidere projektbeskrivelsen i henhold til ovenstående.
Links vedrørende speciale
Blanketter til specialekontrak og vejledningskontrakt: http://www.sdu.dk/Om_SDU/Fakulteterne/Humaniora/Ledelse_administration/Skemaer_blanketter.aspx
Refleks
Refleks er de studerendes eget filosofiske magasin, med artikler af studerende såvel som undervisere. Det udkommer pt. en gang i hvert semester, og redaktionen består af følgende personer:
Thomas Hansen: thomh07@student.sdu.dk
Anne Sofie Bang Lindegaard: alind07@student.sdu.dk
Magasinet er gratis og kan findes på bordet udenfor sekretariatet.
PDF-udgaver af magasinet kan findes nedenfor:
Refleks #35
Refleks #36
Refleks #37
Refleks #39
Refleks #40
Refleks #41
Refleks #42
Refleks #43
Refleks #44
Refleks #45