Ph.d.-uddannelsen skal indeholde fem grundelementer:
- et forskningsprojekt, som afsluttes med en afhandling og en offentlig forsvarshandling
- udarbejdelse af ph.d.-afhandling på grundlag af ph.d.-projektet
- deltagelse i ph.d.-kurser (i alt 30 ECTS)
- deltagelse i aktive forskermiljøer udenfor Syddansk Universitet, gerne gennem ophold ved udenlandske forskningsinstitutioner (miljøskift)
- undervisningsvirksomhed eller anden videnformidling af et omfang på 300 timer.
Forskningsprojektet
Den ph.d.-studerendes forskningsprojekt er hovedelementet i forskeruddannelsen og foregår under vejledning af en hovedvejleder og en medvejleder. Projektet afsluttes med udarbejdelse af en afhandling og et offentligt forsvar for denne afhandling.
En ph.d.-afhandling skal som hovedregel indeholde internationalt publiceret materiale på et højt niveau, relateret til hvad der normalt forventes indenfor den pågældendes forskningsområde, se retningslinier for ph.d.-afhandlingen.
Ph.d.-kurser
Alle ph.d.-studerende skal bestå forskerkurser (ph.d.-kurser), som er godkendt af ph.d.-udvalget, enten forhåndsgodkendt for den ph.d.-studerendes studieprogram eller godkendt som individuel studieaktivitet. Kursernes samlede omfang skal svare til ca. 30 ECTS. Forskerkurserne har til formål at give de studerende faglig bredde, samt at danne fornuftig baggrund for deres ph.d.-projekt. Den faglige bredde har til formål at forbedre den ph.d.-studerendes jobmuligheder efter opnåelsen af ph.d.-graden.
Videnformidling
Ifølge ph.d.-bekendtgørelsen skal den ph.d.-studerende opnå erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling. Alle videnformidlingsaktiviteter skal godkendes af ph.d.-udvalget.
Udlandsophold / miljøskift
Ph.d.-bekendtgørelsen indeholder et krav om, at den ph.d.-studerende indgår i aktive forskermiljøer ved andre, primært udenlandske, forskningsinstitutioner.