Da denne uddannelse alene udbydes på engelsk, vil informationerne om uddannelsen hovedsageligt være at finde på engelsk.
Udover denne danske introduktion kan du læse mere om uddannelsens indhold, opbygning, læseplaner m.m. ved at
klikke dig ind på SDU’s engelske sider. Hvis du ikke er studerende på denne uddannelse, men gerne vil vide, hvordan man bliver optaget på Cand.soc. i international sikkerhed og folkeret osv., så besøg
hjemmesiden for kommende studerende.
Cand.soc. i international sikkerhed og folkeret/Master of Social Sciences in International Security and Law er en engelsksproget uddannelse, der tager udgangspunkt i den forandring, som internationale konflikter har undergået de sidste to årtier og dermed i de nye kompetencer, som konfliktløsere, mæglere og analytikere har behov for. Tidligere kunne man skabe en arbejdsdeling mellem specialister (soldater, diplomater og bistandseksperter), fordi konflikter udspillede sig i adskilte faser (krig, fredsløsning og udvikling). Moderne krige og konflikter er anderledes komplekse og sammensatte og kræver en samtidig indsats af alle specialister. Der er dermed brug for analytikere, som har indsigt i konflikters mange dimensioner, som forstår samspillet mellem dem, og som kan hjælpe involverede organisationer med at skabe overblik og holdbare indgreb og løsninger.
Gennem kandidatuddannelsen i international sikkerhed og folkeret tillæres den studerende de analytiske redskaber, der er nødvendige for at kunne navigere i det stadigt mere komplekse konfliktmiljø. Cand.soc. i international sikkerhed og folkeret kombinerer to af de samfundsvidenskabelige områder: Statskundskab og jura. Uddannelsens fokus er de moderne konflikter med grundelementerne: Magt, ret og etik. På Cand.soc. i international sikkerhed og folkeret uddannes praksisorienterede, tværfaglige internationale konfliktanalytikere. Dimittenden vil gennem et særligt kendskab til konflikters politiske, juridiske og etiske dimensioner besidde de metodiske og analytiske færdigheder, der er nødvendige for den praksisorienterede, tværfaglige internationale konfliktanalytiker.
Som færdiguddannet kandidat i international sikkerhed og folkeret har du mulighed for at få beskæftigelse i en række sammenhænge inden for den offentlige og private sektor, for eksempel som:
- Analytiker for internationale organisationer
- Underviser/forsker
- Embedsmand med en fagligt velfunderet viden om konflikter
- Rådgiver for beslutningstagere
Denne uddannelse er akkrediteret
Uddannelsen blev akkrediteret af Akkrediteringsrådet i 2009. Akkrediteringsrapporten kan læses på
ACE Denmarks hjemmeside via
dette link.