Fra studieordningen 2007.
§ 33 Speciale (Thesis)
Et speciale er en større, selvstændig afhandling som den studerende udarbejder under brug af primære kilder. Det skal dokumentere den studerendes færdigheder i at anvende fagets teorier og metoder på videnskabelig vis inden for et afgrænset fagligt område.
a) Specialets omfang:
Specialet skrives i 4. semester og afslutter kandidatuddannelsen.
Vægtning: 30 ECTS.
b) Specialeemnet:
Den studerende vælger selv sit emne for specialet, som udarbejdes under vejledning af en af de fastansatte undervisere – ellers skal studienævnet skriftligt ansøges om godkendelse af andre vejledere. Vejlederen kan være behjælpelig med afgrænsning af emnet og skal godkende emnet i dets endelige form.
Specialeemnet kan efter aftale med vejlederen og med studienævnets godkendelse overskride faggrænsen, men specialet skal altid have et klart filosofisk indhold og dokumentere filosofisk kompetence.
Bogliste med specialets titel og underskrift fra såvel den studerende og vejleder samt specialekontrakt indleveres til godkendelse i studienævnet. Tvivlsspørgsmål vedrørende specialeemnet og vejledningen afgøres også af Filosofisk Studienævn.
c) Målbeskrivelse
Den studerende skal kunne formulere og behandle en filosofisk problemstilling på selvstændig vis og demonstrere kendskab til de arbejdsmetoder og kvalitetskriterier som er typiske for akademiske opgaver, fx søgning og anvendelse af relevant oversigts- og forskningslitteratur og overholdelse af formalia. Den studerende skal have godt overblik over diskussionen af den valgte problemstilling og demonstrere indsigt i synspunkter og argumenter. Opgavens emne skal fremstilles præcist og på en måde så det er forståeligt for en læser der har en solid filosofisk grundviden, men ikke selv har beskæftiget sig nærmere med emnet.
d) Pensum: 2000-3000 sider.
e) Tidsfrister:
Senest tre måneder før specialet afleveres skal specialekontrakt og bogliste indleveres til godkendelse i Filosofisk Studienævn. Fra den dato specialekontrakten er godkendt af studienævnet har den studerende en frist på 6 måneder til aflevering. Hvis aflevering ikke sker til tiden, er specialet ikke bestået. Studienævnet kan dog i særlige tilfælde forlænge fristen.
f) Specialets aflevering: Specialet indleveres i 3 eksemplarer på sekretariatet.
g) Bedømmelseskriterier
Der lægges vægt på i hvilken grad den studerendes præstation lever op til målbeskrivelsen, samt i hvilken grad den studerende behersker de i § 2 nævnte generelle kompetencer, især 1, 2, 3, 8, 9, 10, 12, g, p og q.
h) Eksamensbestemmelser
Prøveform: Kandidatspeciale
Opgavens omfang: 60-100 normalsider
Specialet skal ledsages af et 2-3 siders resumé på engelsk og en engelsk oversættelse af specialets titel. Specialeresumeet kan skrives på et andet fremmedsprog, hvis studienævnet efter ansøgning godkender dette.
Censur: Ekstern
Bedømmelse: 7-trinsskala. Resumeet indgår i helhedsvurderingen af specialet. Resumeet kan således påvirke karakteren i opadgående eller nedadgående retning.