Filosofistudiet er bredt og giver mange muligheder for senere anvendelse på jobmarkedet.
Traditionelt har kandidater fra filosofi fundet job med undervisning og forskning ved universiteter og højere læreranstalter eller med anden undervisning, herunder i den gymnasielle sektor. I de senere år har en del kandidater fået job inden for andre sektorer.
Der er f.eks. jobs inden for konsulentvirksomheder, i forlagsbranchen, som projektleder o.l, i kreditinstitutioner, som systemplanlægger inden for it-virksomheder, sagsbehandler og fx fuldmægtig inden for offentlig administration.
Undervisningskompetence og pædagogikum For at opnå faglig kompetence til at undervise i gymnasieskolen kræves en 5-årig cand.mag. Uddannelsen består af 3½ års centralt fag og 1½ års tilvalgsfag. Begge fag skal være undervisningsfag i gymnasieskolen.
Hvis du ønsker at bruge din uddannelse til at undervise som fastansat gymnasielærer, skal du endvidere have pædagogikum.
Pædagogikumordningen består i, at du søger en uddannelsesstilling på et gymnasium eller hf, hvor du underviser på skolen, samtidig med at du bliver undervist i pædagogiske/didaktiske forhold. Derudover skal du supplere dit tilvalg med en faglig supplering af ca. et halvt års varighed på et universitet.
Den 2-årige fuldtids uddannelsesstilling rummer supplering af tilvalg, forskellige kursuselementer, praktik under vejledning og endelig undervisning af egne klasser/hold.
Du kan finde yderligere information om pædagogikum på
Gymnasieskolernes Lærerforenings hjemmeside. Alle uddannelsesstillinger kan findes på
www.gymnasiejob.dk.