KANDIDATSPECIALET: Gældende for studieordninger, der er trådt i kraft før 1. september 2005.
Regler for specialet beskrives i Fællesbestemmelserne for de humanistiske studier ved Syddansk Universitet. Du kan læse mere her.
Kandidatspecialet
Kandidatspecialet skal være en større selvstændig afhandling, der udgør 30 ECTS, og som har et vejledende omfang af 60-100 sider. Det kan skrives individuelt eller i gruppe (maks. 3 personer) med individuel bedømmelse. Det skal dokumentere den studerendes færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et afgrænset fagligt emne. Specialeemnet skal godkendes af en vejleder. Der fastsættes samtidig en frist sammen med vejlederen for aflevering af specialet, og denne frist må ikke være længere end 6 måneder Afleveres specialet ikke inden for den fastsatte frist, betragtes det som ikke-bestået. Studienævnet kan i særlige tilfælde dispensere fra eller forlænge denne frist.
Specialet skal forsynes med et resume på engelsk og resumeet indgår i det samlede bedømmelsesgrundlag (se studieordningen).
Specialeregler
Aflevering af speciale:
Specialet afleveres i minimum tre eksemplarer på studiesekretariatet. Navn og vejleder anføres på forsiden. Et afleveret speciale kan ikke trækkes tilbage fra bedømmelse.
Sekretariatet sender ét eksemplar af specialet til vejlederen. Efter udpegelsen af censor sender sekretariatet det andet eksemplar til vedkommende.
Bedømmelse:
Eksaminator og censor udarbejder i fællesskab en skriftlig udtalelse. Senest to måneder efter specialets indlevering (dog senest tre måneder, hvis bedømmelsesperioden strækker sig over en sommerferieperiode), skal bedømmelsen være afsluttet, idet underskrevet eksamensprotokol fremsendes til fakultetets eksamenskontor, mens underskrevet udtalelse, uden angivelse af karakterniveau eller karakter, fremsendes til den/de studerende af studiesekretariatet. Karakteren kan dog fremgå af et følgebrev til specialeudtalen. Specialeudtalelsen underskrives af eksaminator og censor.
Klager over karakteren behandles i henhold til reglerne i eksamensbekendtgørelsen.
Den studerende kan i tilfælde af, at specialet ikke bestås, få godkendt samme specialeemne og derved indlevere en ny besvarelse med samme titel som det tidligere indleverede speciale.
Specialeudtalelsen:
(Reglerne om specialeudtalelse er gældende for specialer, der afleveres efter 1. maj 2005).
Specialeudtalelsen danner grundlag for karakterfastsættelsen.
Målgruppen for udtalelsen er den studerende selv. Specialeudtalelsen der normalt bør være på 1-2 sider, skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Den studerendes navn, specialets titel og omfang samt dato for indlevering
2. Gennemgang af og vurdering af specialet, herunder specialets styrker og svagheder.
3. Dato for bedømmelse samt vejleder og censors underskrift
Normalside
1 normalside = 2100 typeenheder
Typeenhed
Herved forstås ethvert typografisk element, dvs. ikke blot bogstaver og tal, men også interpunktionstegn og blanke
RET OG PLIGT I FORBINDELSE MED SPECIALESKRIVNING
- Den studerende opsøger selv en vejleder og forelægger emne og problemformulering. Såfremt vejleder accepterer at være vejleder aftaler den studerende og vejleder sammen det videre forløb – deriblandt tidsrammen, som ikke må overskride 6 mdr. fra at specialeskrivningen officielt går i gang. Perioden fra vejleders accept af opgaven til den officielle start bør ikke overskride 1-2 mdr. Vejlederen meddeler sekretariat, når der er truffet aftale om specialevejledning.)
- Den studerende har ret til 2-3 vejledermøder. Disse kan være ’fysiske’ eller ’virtuelle’ og tager udgangspunkt i en del af den studerendes skrevne materiale. Vejleder kommenterer mundtligt eller skriftligt. Sproglige problemer skal påpeges, men det er den studerendes ansvar at rette til og i øvrigt bruge vejlederens kommentarer og retningslinier. Den studerende skal være opmærksom på, at vejlederen kun kan anvende i alt 17,5 arbejdstimer på vejledning og bedømmelse af specialet.
- Det er ikke kutyme, at vejleder læser hele specialet, men mellem 25 og 50% - dog max 75 %. Vejlederen er forpligtet til at læse specialets konklusion umiddelbart før afleveringen, hvis den studerende ønsker det.
- Er den studerende nødsaget til at afbryde specialeskrivningen pga. sygdom eller lign., er det hans/hendes pligt at oplyse vejleder herom og – om muligt – udarbejde en tidsplan.
- SU spørgsmål stilles til SU-kontoret. Uddannelsen har ingen beføjelser i forbindelse med SU.