Specialet er kandidatuddannelsens afsluttende del, og har et omfang på op til 60 ECTS.
Specialet er den del af kandidatuddannelsen, hvor den studerende selvstændigt dokumenterer evnen til på videnskabeligt grundlag at identificere, analysere og kritisk bearbejde faglige problemstillinger. For de eksperimentelle specialer skal der demonstreres en evne til at planlægge og gennemføre et praktisk orienteret projekt indenfor en afgrænset tidsperiode. Specialet dokumenterer endvidere den studerendes evne til at afgive en skriftlig afrapportering af det gennemførte arbejde.
Specialestudiet består af følgende elementer:
- Eksperimentelt eller teoretisk projekt.
- En specialerapport, der afleveres til bedømmelse og indgår i specialeeksamen.
- En specialeeksamen. Formen af specialeeksamen varierer mellem institutterne på Det Naturvidenskabelige Fakultet. På nogle institutter stilles en specialeopgave inden for specialets emneområde. Opgaven stilles af vejlederen og fremlægges af den studerende til specialeeksamen og indgår i den samlede bedømmelse. På andre institutter eksamineres alene i specialerapporten.
Selve specialearbejdet består af litteratursøgning og -læsning, evt. eksperimenter, behandling af resultater m.m. og er i høj grad den del af studiet, hvor den studerende får mulighed for at beskæftige sig med sit specifikke interesseområde.
Specialerapporten kan udarbejdes på dansk eller engelsk og skal i alle tilfælde indeholde et resumé på engelsk.
Specialets afslutning og specialeeksamen
Specialestudiet afsluttes med, at der udfærdiges en afhandling/rapport over det udførte arbejde. Det Naturvidenskabelige Studienævn har præciseret, at en vejleders rolle er at vejlede; men det er ikke meningen, at vejlederen skal læse og rette hele rapporten igennem inden endelig aflevering.
Specialeeksamen består af en forelæsning enten over et på forhånd givet emne inden for specialets emneområde, eller direkte i specialerapporten. Den mundtlige eksamination tager udgangspunkt i den udarbejdede specialerapport og forelæsningen.
Efter den afsluttende specialeeksamen gives en samlet karakter efter 7-skalaen for specialeafhandlingen og den mundtlige eksamination. Ved eksamen medvirker en ekstern censor. Karakteren meddeles den studerende umiddelbart efter eksamen. Uanset hvilket sprog specialerapporten er skrevet på, skal der ved fastlæggelsen af karakteren for specialet foretages en samlet vurdering af specialet og resuméet, hvor formuleringsevne og evne til at stave indgår.
Specialeeksamen skal afholdes senest 2 måneder efter afleveringen af specialerapporten
Hvordan finder jeg en vejleder
Under specialestudiet knyttes den studerende til en vejleder fra det institut (intern vejleder), der er hovedansvarlige for den pågældende kandidatuddannelse. Vejlederen har det formelle ansvar for den faglige vejledning af den studerende under specialestudiet og skal deltage i den afsluttende specialeeksamen.
Den enkelte studerende tager selv - i god tid - kontakt til en specialevejleder.
Alle fastansatte videnskabelige medarbejdere (lektorer og professorer) ved Det Naturvidenskabelige Fakultet kan fungere som hovedvejledere. Derudover kan adjunkter fungere som hovedvejledere under forudsætning af, at bedømmelsen af specialet kan være afsluttet inden udløbet af adjunktens ansættelsesperiode. Ph.d.-studerende kan kun fungere som medvejledere.
Ekstern vejleder
Man behøver ikke at udføre specialet på universitetet, men kan sagtens udføre det et andet sted. I de tilfælde, hvor specialet udføres uden for Det Naturvidenskabelige Fakultet, har den studerende ofte en vejleder på det pågældende sted (også kaldet en ekstern vejleder). I sådanne tilfælde kræves det, at den studerende også er tilknyttet en intern vejleder på det institut, der er hovedansvarlig for den pågældende kandidatuddannelse.
Der skal indgås en aftale, hvorunder arbejdsfordelingen mellem intern- og ekstern vejleder specificeres, således at den interne vejleder sikrer at specialet lever op til de normer der gælder for specialer udført ved Det Naturvidenskabelige Fakultet.
Når jeg har fundet en vejleder
Sammen med vejlederen indkredses specialets emne, og undervejs i dette forløb vil vejlederen kunne hjælpe med at udvælge relevant litteratur og planlægge eksperimenter.
Inden specialet påbegyndes, skal der i samråd med vejlederen formuleres en "kontrakt", et såkaldt specialeoplæg. Blanketten fås på studienævnssekretariatet, på institutternes sekretariater eller via fakultetets studierelaterede sider på nettet.
Specialeoplægget skal indeholde:
- Titel på både dansk og engelsk
- Emneområde og problemstilling
- Start- og afleveringsdato
- Ansvarlig(e) vejleder(e)
Kontrakten skal være underskrevet af vejlederen (evt. flere vejledere), den studerende og institutlederen, for at den er gyldig.
Det er instituttets opgave at påse, at den studerendes forudsætninger er i orden, inden specialet påbegyndes. Når instituttet har underskrevet oplægget, indsender instituttet det til studienævnet. Når studienævnet har godkendt oplægget, får den studerende og instituttet tilsendt en mail, der bekræfter, at oplægget er godkendt af studienævnet.
Specialet kan udføres af 2 eller flere studerende, såfremt vejlederen er indforstået med dette. For specialerapporten gælder, at det tydeligt skal fremgå hvilke sammenhængende dele den enkelte studerende er ansvarlig for.
Den afleveringsfrist, som universitetet godkender/fastsætter, er bindende for den studerende, og der er brugt et eksamensforsøg, hvis den studerende ikke afleverer inden for fristen. Hvis den studerende ikke afleverer specialet indenfor den fastsatte tidsfrist, godkender universitetet en ændret opgaveformulering, der skal ligge inden for samme emneområde, og fastsætter samtidig hermed en ny afleveringsfrist på 3 måneder.
Hvis afleveringsdagen falder på en lørdag, søndag eller helligdag er afleveringsdatoen den førstkommende hverdag.
Disse nye bestemmelser har virkning for alle kandidatspecialer, hvor universiteterne godkender oplægget den 1. september 2007 eller senere. Samtidig gælder de nye specialeregler uanset om den studerende fortsat hører under gammel uddannelsesbekendtgørelse og studieordning.
Udsættelse af afleveringsfrist
Det Naturvidenskabelige Studienævn kan ud fra en begrundet ansøgning godkende en forlængelse af specialestudiet, såfremt der forekommer usædvanlige forhold. Usædvanlige forhold kan f.eks. være: sygdom, dødsfald eller anden force majeure. Ansøgning om udsættelse af afleveringsfrist skal være studienævnet i hænde senest 4 uger, inden afleveringsfristen. Det er altså ikke nok at aflevere ansøgningen til vejlederen eller instituttet 4 uger inden afleveringsfristen.
Såfremt denne frist ikke overholdes, vil ansøgningen ikke blive behandlet.
Titelændring
Ansøgning om titelændringer skal være studienævnet i hænde senest 4 uger inden afleveringsfristen.
Særligt for biomedicin og farmaceutisk kemi/lægemiddelvidenskab
For studerende på biomedicin og farmaceutisk kemi/lægemiddelvidenskab gælder en særlig godkendelsesprocedure, som fremgår af ansøgningsblanketten.
Som specialestuderende på biomedicin skal du have en vejleder på både Det Naturvidenskabelige Fakultet og på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Hvis du som specialestuderende på farmaceutisk kemi/lægemiddelvidenskab udfører dit speciale på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, skal du have en vejleder på både Det Naturvidenskabelige Fakultet og på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
Der må desuden gerne være eksterne vejledere. Vejlederen fra Naturvidenskab skal være tilknyttet det institut, der er hovedansvarlig for den pågældende uddannelse.