Denne side skal give dig et lille indtryk af, hvad en humanistisk tyskuddannelse kan bruges til, hvis man ønsker andet arbejde end undervisning i ungdoms- og voksenuddannelserne. Vi har udvalgt en række beretninger fra ældre og nyere kandidater fra Odense. Erfaringsmaterialet er ikke voldsomt stort, men dog tilstrækkeligt til at give indblik og inspiration.
Overgangen til privat ansættelse kræver som regel yderligere uddannelse - f.eks. inden for produktkendskab, økonomi, salg, ledelse og projektstyring. Man er som tyskkandidat kun delvis uddannet til et job i erhvervslivet - men det samme gælder jo også for gymnasielæreren, der skal have ½ års Faglig Suppleringsuddannelse plus Pædagogikum. Humanistiske uddannelser er jo netop tænkt som generali-studdannelser, ikke som professionsuddannelser.
Som ny i privat ansættelse oplever man ofte sig selv som "nybegynder" igen.Der er så meget i en virksomhed, man ikke kender til. Man må være parat til at acceptere dette og påtage sig yderligere uddannel-se. Den stilles som regel til rådighed af virksomheden og betragtes som en del af jobbet og jobudviklingen. Til gengæld har man med den humanistisk-akademiske baggrund gode forudsætninger for hurtigt at tilegne sig nyt og omsætte det i praksis, som det også fremgår af nogle af beretningerne.
Ved en del af de private ansættelser er der umiddelbart ret langt fra uddannelsens og til jobbets indhold. I nogle tilfælde er det da også de generelle akademiske kvalifikationer og ikke primært de tyskfaglige, der har ført til ansættelse. I andre tilfælde er der imidlertid ved siden af det primære jobindhold krav om kultur- og sprogkundskaber. Hér står tyskkandidaten bedre for jobbet end andre typer kandidater.
Det er en almindelig erfaring, at tilegnelsen af den kulturelle og sproglige kompetence er det, der tager lang tid. Det er den, man får gennem de fem års uddannelsen på universitetet. Det mere specifikke jobindhold tilegnes relativt hurtigt på kurser eller i den daglige praksis på arbejdspladsen.
Læs selv beretningerne. Man er velkommen til at e-maile til bidragyderne med spørgsmål - så længe man ikke beder dem være arbejdsformidlere.
Sven Halse, februar 2001