Bacheloren kan opstille modeller for identificering, organisering og dokumentation af relevant viden og information samt vurdere og tage beslutninger vedrørende materiale- og aktivitetsvalg. Bacheloren kan anvende forskellige medier i såvel søge- som formidlingsprocesser og samt facilitere forskellige brugergruppers behov for information, viden og oplevelse. Bacheloren kan udføre og kvalitetsvurdere informationssøgninger i bibliografiske databaser og på internettet, inden for forskellige emneområder og i relation til forskellige fag- og målgrupper samt selvstændigt kunne tilrettelægge læringsforløb for særlige grupper. Bacheloren kan analysere aktuelle udfordringer i videns- og oplevelsessamfundet med særligt henblik på bibliotekets og andre offentlige videns- og kulturinstitutioners funktioner og opgaver i forbindelse med videnssøgning og –formidling. Med sin biblioteksfaglige fundering suppleret af tværfaglighed og mulighed for faglig specialisering har bacheloren tonet sin uddannelse i det videns-og kulturøkonomiske professionsfelt gennem valgfag, projektorienteret forløb samt tilvalg. Bacheloren er dermed klar til at imødekomme bibliotekers og andre videns- og kulturinstitutioners behov for opsamling, sortering og formidling af viden og oplevelser i et stadigt mere komplekst samfund.