Galathea 3
Den 25.april 2007 lagde Galathea 3 til kaj i København efter en 257 døgn lang verdensomspændende sørejse. Det har været en af de største videnskabelige ekspeditioner i nyere tid. Her på siden kan du læse om skibet på dets spændende rejse og om forskernes interessante opdagelser.
Galathea 3 ekspeditionen, som mellem august 2006 og april 2007 besøgte mange af klodens mest spændende steder, har været en af de største videnskabelige ekspeditioner i nyere tid. Men hvad foretog forskerne sig egentligt, mens de var afsted? Og hvilket arbejde ventede dem efter hjemkomsten? Det er blot nogle af de spørgsmål, du kan få besvaret på denne side.
Flere forskergrupper fra Syddansk Universitet var med på ekspeditionen. De forskellige forskere, studerende og projekterne kan du læse mere om her på siderne, og undervejs har de løbende fortalt om deres forberedelser, undersøgelser og resultater.
Den første fra Syddansk Universitet, der påmønstrede Galathea 3, var specialestuderende i kemi Pia Konggaard Nielsen. Pia deltog på projektet "Kulstofkredsløbet" og steg ombord i Thorshavn på Færøerne og sejlede med til Cape Town i Sydafrika. Inden hun nåede så langt, fik hun følgeskab af biologistuderende Malene Hedegård Petersen, der deltog i forskningsprojektet "Lyd i oceanerne". Malene sejlede sidst i september med fra Azorerne til Sydafrika. Da skibet op til jul nåede det østlige Australien, hoppede også Peter Roepstorff og Martin Rössel Larsen fra projektet "Fluorescerende proteiner" ombord. I februar 2007 tilsluttede desuden Bo Thamdrup, Kirsten Habicht og Mai Murmann Jespersen sig med projektet "Iltfattige zoner" ud for Sydamerikas vestkyst. I marts 2007 undersøgte Marianne Holmer og Henning S. Jensen "Tropiske havgræsser" i Caraibien, mens Peter Roepstorff og Martin Rössel Larsen endnu engang satte jagten ind på fluorescerende proteiner.
I Caraibien deltog desuden universitets eneste humanistiske projekt "St. Croix i fortid og nutid", der blev ledet af Janne J. Liburd. Med sig havde Janne kollegerne Bo Ejstrud, Maibritt Bager, Morten Karnøe Søndergaard og Niels Christian Nielsen.
Galathea 3 ekspeditionen er afsluttet, men fortsat venter en del arbejde med at analysere indsamlede data i laboratorierne.