
Peter Roepstorff er professor i proteinkemi på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi.
Han har været en af pionererne i den nu meget anvendte proteomanalyse, som anvendes til at få et overblik over hvilke proteiner og hvilke varianter af proteinerne, der er i funktion i cellerne i levende organismer.
En viden som bruges til at forstå forskellen mellem sygt og raskt væv – eksempelvis i forhold til sygdomme som cancer og diabetes.
Han har gennem 30 år været leder af en meget stor forskningsgruppe på Syddansk Universitet, men har for et par år siden overladt ansvaret for gruppen til næste generation. Det har givet ham tid til at opfylde et par drengedrømme, herunder deltagelse i Galathea 3 Ekspeditionen og længere gæsteprofessorophold i Brasilien.
Peter Roepstorff har meget omfattende internationale kontakter og er også meget aktiv i etablering af forskningsprojekter og programmer med 3.verdens lande.