I forbindelse med Forskningens Døgn 2013 holder Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet en serie foredrag på Odense Rådhus, Flakhaven.
Alle foredragene foregår i Festsalen på Odense Rådhus torsdag d. 2. maj 2013. Se tidspunkter under omtalen af de enkelte foredrag nedenfor.
Hvert foredrag vil vare ca. en halv time, og der vil efterfølgende blive serveret kaffe og te samt være mulighed at stille spørgsmål til foredragsholderen.
Deltagelse er gratis. Tilmeld dig via linket under omtalen af det enkelte foredrag nedenfor eller til AC-fuldmægtig Bente Møller på telefonnr. 23 35 10 15.
"Hvad skal der til for at blive 100 år?”
Tid: kl. 16.00-17.00. Tilmeld dig.
Levealderen er i de sidste 100 år steget med 30 år og stiger fortsat støt. Aldring er langt mere påvirkelig end tidligere antaget, og de fleste undersøgelser tyder på, at det er gode år, der lægges til. Men hvad skal der til for at blive 100 år? Kom og hør professor Kaare Christensen fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet komme med et bud på dette spørgsmål. Kaare Christensen har tidligere modtaget Syddansk Universitets formidlingspris, der gives til forskere for levende og kreativ kommunikation af deres faglige felt.
"Kan allergi forebygges?"
Tid: kl. 17.00-18.00. Tilmeld dig.
Mange får allergi, og det kan diskuteres om forekomsten stadig stiger. På nuværende tidspunkt er det virkelighed for over en femtedel af den danske befolkning, og Statens Institut for Folkesundhed regner med, at der i år 2020 vil være 800.000 flere. Allergi er ikke kun et personligt anliggende, men griber ind i hele familien, hvad enten det er de voksne eller børnene, der har allergi. Det vil derfor være relevant at forebygge allergi, men kan dette lade sig gøre? Lektor Susanne Halken fra H.C. Andersen Børnehospital, Odense Universitetshospital vil ud fra sin forskning besvare dette spørgsmål.
"Fremtidens behandling af type 2 diabetes"
Tid: kl. 18.00-19.00. Tilmeld dig.
Type 2-diabetes kan ikke helbredes, så der forskes intenst i at udvikle den bedste behandling til de 260.000 personer, der på nuværende tidspunkt har diabetes i Danmark. Kom og hør professor Henning Beck-Nielsen fra Endokrinologisk Afdeling på Odense Universitetshospital komme med sit bud på fremtidens behandling af type 2 diabetes.