Flagermus er specialister i ekkolokalisering. Flagermus kan som det eneste pattedyr flyve, og de kan ved hjælp af ekkolokalisering orientere sig i fuldstændig mørke. Flagermus har øjne og har et forholdsvis godt syn på kort afstand og ved lave lysstyrker, men de jager lige så godt uden brug af synssansen. Derimod kan flagermusene ikke orientere sig, hvis de ikke kan høre.
Flagermus udsender skrig med meget høj frekvens. Hvis de kommer tæt på, kan vi høre nogle korte tik, men langt størstedelen af den lyd, flagermusen udsender, kan det menneskelige øre ikke høre, fordi frekvensen er så høj. Det er nu ellers ikke, fordi de ikke skriger højt nok – faktisk er flagermus nok det dyr, der kan skrige allerhøjest.
Når livet er en benhård konkurrence
Forskerne prøver at finde ud af, hvordan flagermus jager i forskellige miljøer, for der er stor forskel på at være en flagermus, der jager på åbent land og på en flagermus, som jager tæt på buske og træer. På mange måder er flagermusene på Barro Colorado Island perfekte eksempler på Darwins teori om naturlig selektion, altså hvordan forskellige egenskaber nedarves som følge af tilpasning til bestemte nicher i kampen for overlevelse. De flagermus, der har udviklet anvendelige mekanismer til at jage, har overlevet. Flagermus, der jager på åbne stykker har smalle vinger og kan flyve hurtigt. Men de kan til gengæld ikke stå stille i luften, som de bredvingede arter, der jager nær ved vegetation. Sidstnævnte laver kortere skrig, fordi ekkoet fra insektet skal nå tilbage til flagermusens øre før ekkoet fra busken ved siden af. Det problem har flagermusen på det åbne land ikke.
Der er en lang række andre tilpasninger, flagermusene har udviklet for at klare sig i konkurrencen. F.eks. er der forskel på øre- og næsestørrelsen og udformningen af disse. Overraskende nok er der ikke tegn på den store tilpasning i selve øret, faktisk hører flagermusen ikke bedre end mennesket, blot ved andre frekvenser. Men flagermusen er bedre til at bearbejde lyden i hjernen og specialisere den lyd, den udsender.
Hvordan måler forskerne på flagermusene?
Mange forskere har undersøgt frekvensforskelle i skrigene. Det nye ved disse projekter er et fokus på intensiteten, altså lydtrykket. For at kende intensiteten, er forskeren nødt til at vide, hvor flagermusen befinder sig. Ved at opstille mikrofoner med en bestemt afstand mellem sig og lokke flagermus mod mikrofonerne med f.eks. en melorm, kan forskerne både måle flagermusenes skrig og lokalisere flagermusens position. Positionen kan beregnes matematisk ud fra lydforsinkelserne i de forskellige mikrofoner. På den måde har forskerne opdaget, at flagermusene har meget avancerede mekanismer for at skelne mellem de forskellige lyde, der kommer tilbage til dem.
Flagermusene står over for den vanskelige opgave at skulle kunne skelne mellem ekkoer fra byttedyr, omgivelser såsom buske og træer og at kunne skelne sine egne skrig fra artsfæller. Forskerne ved endnu præcist, hvordan de kan sortere lyden så godt. De håber på at få flere ledetråde til at løse dette mysterium i Panama.
Forsøg har vist, at flagermus kan ændre bredden af lydkeglen, ligesom man kan skrue på en lommelygte og ændre på bredden af lyset. På den måde kan de ”zoome” ind på det enkelte byttedyr. Dette kaldes direktionalitet. Desuden ændrer dig på hastigheden, hvormed de udsender skrig. De udsender først søgeskrig med lange afstande. Når de er tæt på et bytte, øger flagermusen raten så skrigene udsendes med helt op til 200 skrig i sekundet. Dette er utrolig hurtigt, når den skal lytte til ekkoet i mellemtiden. Derfor er de morfologiske tilpasninger nødvendige.
