Mens mennesket oftest ser synssansen som den vigtigste sans, har flagermus udviklet så avancerede mekanismer i deres brug af hørelsen, at de er i stand til at klare sig uden synssansen. Disse fascinerende dyr er i stand til at orientere sig alene ved at opfange ekkoer fra deres skrig.
I kælderen på SDU har forskerne lavet en sø, som de lader flagermus flyve henover og jagte et bytte, mens de måler flagermusenes skrig. Her kan de lære meget om vandflagermusenes måde at jage på. Imidlertid er der ikke så mange forskellige arter i Danmark, og derfor rejser forskerne til Panama for at undersøge mange forskellige strategier, som de mange forskellige arter benytter i konkurrencen om byttedyr.
Barro Colorado Island er en lille ø i Panama-kanalen på ca. 3x2 km, som var et bjerg, indtil Panama-kanalen blev åbnet i 1920. I troperne er artsdiversiteten generelt meget højere end i tempererede egne. Således også for flagemus. På denne lille ø findes hele 72 forskellige arter flagermus, mens der i Danmark til sammenligning findes ca. 15 arter. Fordi der er så mange flagermus på så lille et areal, har det været nødvendigt for flagermusene at specialisere sig meget i jagten på føde.
Her findes bl.a. en speciel familie af flagermus, kaldet bladnæserne (Phyllostomidae), som udsender lyd gennem næsen i stedet for munden. Forsøg tyder på, at lyden er så smal som en laserstråle og meget kort. Det tolkes som en tilpasning til den hårde konkurrence, så der er minimal interferens mellem de mange lyde fra flagermusene. I troperne lever flagermusene også af meget forskellige ting. De fleste æder insekter, som danske flagermus, men nogle æder andre hvirveldyr, og andre frugt, nektar eller pollen, og de er derfor også vigtige bestøvere for planterne i troperne.
Forskerne fra SDU har forskellige projekter på Panama. Lektor Annemarie Surlykke arbejder med en frøædende flagermus, mens Signe Brinkløv tager til Panama for at lave feltoptagelser af bladnæsede flagermus. Lasse Jacobsen skal undersøge, om direktionaliteten, altså retningen af skriget, er forskellig ved forskellige afstande til byttedyr. De får hjælp af Ph.d. John Ratcliffe, som har arbejdet meget med flagermus og insekter. Fælles for disse projekter er, at de fokuserer på hvordan flagermus gennem deres lydudsendelse, fødevalg, jagtteknik og adfærd, har tilpasset sig en leveform, hvor orientering, byttefangst og interaktion med bytte og artsfæller foregår gennem hørelsen ved hjælp af lyd.
