Anna Klawonn og Charlotte Strandkvist deltog med deres fælles førsteårs-projekt om ketonstoffer og komatilstanden hos diabetikere i konkurrencen Unge Forskere og vandt en flot 1. præmie. Dette gav udover en pengepræmie spændende rejseoplevelser til hhv. Nobelprisuddelingen i Stockholm og en tur til Beijing Youth Science Creation Competition (BYSCC) arrangeret af organisationen Beijing Association for Science and Technology (BAST). 
Når man læser naturvidenskab på SDU, skal man det første år lave et større selvstændigt projekt. Her valgte de to studerende at forske i den komatilstand, der optræder hos patienter med ubehandlet diabetes. Charlotte Strandkvist, som nu læser på Cambridge University, fik den idé, at de med projektet kunne deltage i konkurrencen Unge Forskere, som hun to år tidligere havde deltaget i. Studiekammeraten Emil Nilsen bidrog til det eksperimentelle arbejde, mens professor Ole Mouritsen stod for vejledningen. Projektet blev så godt, at de studerende vandt en 1. præmie i konkurrencen. Det blev Anna, der tog til Stockholm i december 2007 for at overvære Nobelprisuddelingen, og senere tog både Anna og Charlotte til Beijing.
Til konkurrence i Kina
Udvalgte vindere af konkurrencen Unge Forskere sendes videre til konkurrencen BYSCC, hvor studerende fra hele verden deltager. Fra Danmark var 5 unge forskerspirer og af sted sammen med en vejleder, og den danske delegation boede sammen på BAST’s eget hotel. Her fik de hurtigt kommunismen at mærke, for der var strenge regler for udgang fra hotellet, da styret ville sikre sig, at de unge fik et godt indtryk af Kina. Vinderne fra konkurrencen Unge Forskere skulle præsentere deres projekter på et kinesisk gymnasium, hvor konkurrencen blev afholdt, men der var også tid til sight-seeing, hvor de bl.a. så Fredspladsen, Den Forbudte By og Den Kinesiske Mur. Anna og en studerende fra København savnede dog noget frihed til at opleve Beijing på egen hånd, så de sneg sig forbi hotellets vagter om natten og hyrede en taxa-chauffør til at vise dem ”Beijing by night”.

På trods af kulturforskellene opdagede Anna, at danskernes og kinesernes humor lignede hinanden meget, for kineserne morede sig meget over danskernes opførelse af ”Højt på en gren en krage sad”, hvor vejlederen måtte agere krage og sidde på et bord og baske med vingerne. Alle hold skulle lave underholdning, og der var i Beijing gode muligheder for socialt samvær og for at danne nye kontakter. De unge forskerspirer var nu heller ikke egentlige konkurrenter, for som afslutning på opholdet modtog alle en førstepræmie.
