På Syddansk Universitets hjemmeside kunne man for nylig læse en nyhed om, at interessen for universitetets efteruddannelser er blevet fordoblet siden sidste år.
Her på SDU tolker vi det som et tydeligt tegn på, at netop finanskrisen giver folk en grund til at efteruddanne sig og åbner for, at virksomheder fremtidssikrer
deres medarbejdere ved at efteruddanne dem.
På samme måde håber jeg, at alle de unge, som bliver studenter i år eller allerede har taget en adgangsgivende eksamen, vælger at bruge den opbremsning, som
finanskrisen giver, til at sikre deres fremtid ved at vælge en uddannelse. Mange af disse unge har sikkert oplevet, at venner og større søskende de seneste år har fravalgt uddannelser og i stedet har ladet sig friste af, at samfundets tørst efter arbejdskraft gav masser af muligheder for ufaglært arbejde – og dermed også for ”rigtige” indkomster. Det er jo cool at give drinks til de studerende venner, som måske kun kan finde penge til en enkelt fadøl i det sparsomme SU-budget. Men både for de unge selv og for det danske samfund kan hurtige gevinster ved ufaglært arbejde vise sig at være en kortsigtet gevinst. Det er i disse måneder, valget skal træffes, og ansøgningen skal laves, hvis man vil søge om at blive optaget på en uddannelse.
På Syddansk Universitet gør vi naturligvis alt, hvad vi kan for at gøre de unge opmærksom på vores uddannelser. Det gør vi, både fordi vi synes, vi har nogle rigtig gode og relevante uddannelser og tilbud til de unge og – som sagt – fordi, uddannelse er vigtigt. For at gøre de unge interesseret i SDU har vi valgt at møde dem
i de medier, de bruger: På Facebook, i annoncer på net-aviserne og på Messenger. Desuden har samfundet på det seneste ydet historisk mange penge til forskning
og uddannelse, hvilket giver os her på SDU den bedste mulighed nogensinde for at tage os godt af vores studerende:
Vi har pladsen, studiemiljøet, underviserne og forskerne. Desuden tør jeg godt love de unge, at udsigterne tegner lysere for dem, når de er færdige med deres uddannelse, end de konjunkturer, vi ser i dag. Lige nu, hvor finanskrisen raser af sted, er tiden altså inde til at planlægge sin fremtid og udfylde et ansøgningsskema, og så glæder vi os her på SDU til at møde alle de nye studerende, når sommeren går på hæld.
af rektor Jens Oddershede,
jod@sdu.dk30.03.2009
Tilbage til nyhedsoversigten