Så er de første eksamensbeviser på masteruddannelsen i kvalitet og ledelse i social og sundhedssektoren uddelt.
I lørdags var der eksamensbeviser til de ni første, der har opnået masterbeviset i kvalitet og ledelse i social- og sundhedssektoren ved Syddansk Universitet.
Det er de første studerende, som har gennemført det to-årige forløb - og yderligere fire kommer til inden jul.
Masteruddannelsen må siges at være relevant, eftersom Den danske Kvalitetsmodel er ved at blive indført i sundhedssektoren, hvor man er begyndt med sygehusene og gradvist går videre med apoteker, kommuner og den resterende del af hele sundhedsvæsenet.
I socialsektoren har man blandt andet på ældreområdet arbejdet med kvalitetsstandarder, og siden 1998 har det været lovbestemt, at kommunernes serviceniveau for den personlige og praktiske hjælp skal fastsættes i kvalitetsstandarder. I forbindelse med kommunalreformen har kommunerne fået flere sundhedsopgaver, der også skal kvalitetssikres.
Der bliver altså brug for ekspertise inden for kvalitet/kvalitetsmåling og akkreditering, hvilket senest blev understreget i regeringens Kvalitetsreform fra august 2007.
Sidste år optog Syddansk Universitet 35 studerende på den pågældende masteruddannelse, og i år er tallet 25.
Læs mere om master i kvalitet og ledelse i social- og sundhedssektoren
01.09.2008
Tilbage til nyhedsoversigten