Siden han blev udlært elektriker i 1978 har Niels Backmann Andersen brugt omkring 15 år på at videre- og efteruddanne sig. Selvom det har været hårdt for hele familien, tøver han ikke med at opfordre alle til at springe ud i det. Men baglandet skal være i orden.
Et forsigtigt, skævt smil og et ”hrmnn, nej, hun syntes da ikke, det var alletiders hele tiden, menæh...” Niels Backmann Ander sen har netop svaret på, hvordan hans hustru har synes, de fem år mellem 2002-2007 er forløbet. I de år tog Niels Backmann Andersen sin diplomuddannelse i stærkstrøms teknologi på Syddansk Universitet med aftenundervisning, lektier i weekender og fuldtidsjob. Og her skal vi ikke glemme de fire semestre på Ingeniør IT-diplomuddannelsen, der gik umiddelbart forud.
Niels Backmann Andersen har brugt omkring 15 år på at videre- og efteruddanne sig, siden han blev udlært elektriker i 1978 ved Hårby El. Ni år senere og tre år frem, fra 1987 til 1990, læser han til elinstallatør og stærkstrømstekniker på Odense Maskinmesterskole, hvorefter han bliver ansat i det daværende Elsam.
Bare et år senere kaster han sig over en femårig teknonomuddannelse i ledelse, hvor undervisning og lektier også foregår om aftener og i weekender. Men det var nu ikke fordi, der lå lederaspiration bag.
“Det var mere af ren nysgerrighed og for at få en anden vinkel på det arbejde, der er min hverdag. Og så bliver man jo som medarbejder nok ikke ringere af at tilegne sig nogle af de værktøjer, ledere benytter sig af, og ved at forstå nogle af de problematikker, der er omkring lederfunktionen,” fortæller han.
Bedre rustet og stærkere stillet
I 2006 bliver Elsam opkøbt dels af Dong og dels af svenske Vattenfall. De har i næsten 20 år været Niels Backmann Andersens arbejdsgivere, og der har ikke været andet end opbakning til hans ønsker om at videreuddanne sig.
“Man får altid et ja. Både hos det daværende Elsam og i dag hos Vattenfall. Jeg skulle selvfølgelig lægge min egen tid i det, men alle udgifter bliver dækket af firmaet. Så det eneste, man skal gøre op med sig selv, er om der er tid og personlige ressourcer til det.” I dag arbejder han med el-sikkerhed på Vattenfalls kraftværker, han repræsenterer Dong og Vattenfall i autorisationsudvalget under Sikkerhedsstyrelsen, der lovgiver på el-området i Danmark, og han sidder derudover i el-sikkerhedsudvalget under Dansk Energi. Og han er ikke i tvivl om, at diplomuddannelsen i stærkstrømsteknologi har været tiden og kræfterne værd.
Et langt stykke hen ad vejen har jeg klaret mig fint med min elinstallatør- og stærkstrømsteknikeruddannelse, men det er da klart, at jeg med diplomuddannelsen har tilføjet noget teori, jeg indimellem har brug for. Det har betydet, at jeg har kunnet matche mit fagområde og mine opgaver,” konstaterer han.
“Jeg føler mig bedre rustet og stærkere stillet i de faglige diskussioner.”
Spring ud i det
Hvor det for mange måske kan være en hård omgang pludselig at finde sig selv på skolebænken igen i en mere moden alder, var det ikke et problem for den nu 52-årige Niels Backmann Andersen. “Det var jeg jo rimelig vant til,” griner han. Men det var svært at balancere mellem arbejde og familie – og acceptere, at fritiden blev en saga blot.
I perioder pendlede han på undervisningsdage fra hjemmet i Glamsbjerg til det daværende Elsam i Skærbæk ved Fredericia og senest til Vattenfall i Fredericia, hvor han primært arbejder, og til Syddansk Universitet i Odense og derfra hjem efter endt undervisning.
“Det var nogle hårde år for hele familien. Altså, jeg har jo været hjemme, men der er gået mange weekender og aftener med lektier,” fortæller han og tilføjer, at holdene på diplomuddannelsen typisk er halverede inden for de første to-tre semestre.
“Det er ikke på grund af det faglige, at folk ikke kan følge med. Det er simpelthen på grund af arbejdspresset.
” Niels Backmann Andersen gennemførte med opbakning fra familien, og selvom han erkender, at der skal en del til for at begynde på en efteruddannelse, synes han, at alle i det mindste bør overveje det.
TEKST : Peter Krogholm • FOTOS : Carsten Snejbjerg