Masteruddannelsen i medicinsk billeddiagnostik er et fleksibelt uddannelsestilbud til dig, der ønsker en opkvalificering inden for dit arbejdsområde ved de billeddiagnostiske specialer.
Med en videnskabelig indgangsvinkel har vi på masteruddannelsen fokus på udviklingen inden for det billeddiagnostiske felt. Uddannelsen skaber mulighed for fordybelse og forståelse for billedmæssige og diagnostiske aspekter.
Uddannelsen er struktureret af moduler, der bygger videre på din uddannelsesbaggrund og din erhvervserfaring, så du trinvist opnår et højere fagligt og videnskabeligt niveau.
Nøglebegreberne for uddannelsen er billedopfattelse/perception, teknologiudvikling og forskningsbaseret diagnostik.
Undervisningen består af en blanding af teori, cases og billeder fra en klinisk hverdag, som relateres til nyeste forskning på området. Du vil i undervisningen møde engagerede undervisere med brede faglige kompetencer, stor praktisk erfaring og en stærk forskningsmæssig forankring.
Masteruddannelsen giver ret til at betegne sig Master i medicinsk billeddiagnostik, MMB, med den engelske betegnelse Master of Medical Imaging, MMDI.