Karen Lyng, eksportchef, VELA
Da jeg første gang snuste til den toårige master i rehabilitering på Syddansk Universitets hjemmeside, var der ingen tvivl: Det var det her jeg skulle. Og da jeg først fik truffet beslutningen og var tilbage på skolebænken, var jeg hooked. Det har givet så meget på flere fronter. Dels fagligt, men det har også givet en stor personlig tilfredsstillelse at lære noget nyt og bestå sine eksamener. Jeg har fundet ud af, at den der akademisering ikke er noget farligt, og jeg kan gribe mig selv i at tænke: Hvorfor tog du dog ikke det skridt noget før?
Joan Lavendt, ergoterapeut, Aktivitets- og træningschef, Odense Kommunale Ældrepleje
Jeg anbefaler andre kommuner at tilbyde deres dygtige medarbejdere en masteruddannelse i rehabilitering.
I Odense Kommune tænker vi i dag i rehabilitering snarere end i genoptræning, som vi har haft erfaring med gennem 15 år. To af vore fysioterapeuter er blevet Master i Rehabilitering. De har straks fået opgaver i forbindelse med kvalitetsudvikling og dokumentation af effekten af vore ydelser.
Majbritt Veise Blohm, fysioterapeut, projektleder, Odder Sygehus
Masteruddannelsen har givet mig en forståelse for kompleksiteten i rehabilitering, og værktøj til at arbejde med at evidensbasere rehabilitering i praksis. Med min mastergrad har jeg kvalificeret mig til at bestride en projektlederstilling. Her har jeg fået hovedansvar for metode, gennemførelse, rapportering og evaluering af et fælles amtsligt og kommunalt udviklingsprojekt inden for rehabilitering af den geriatriske målgruppe, på tværs af afdelinger og sektorer. Det er min overbevisning, at vi, som er uddannet master i rehabilitering, er en nødvendig faggruppe i arbejdet med den nye kommunalreform. Det er min nye stilling et godt eksempel på.
"Kommunalreformen sætter fokus på rehabilitering. I de kommunale sundhedscentre vil rehabilitering blive en hovedopgave, der udføres i tæt samarbejde med sygehuse og primærsektor. Det kræver kompetencer og tværfagligt samarbejde.
Rehabilitering er et selvstændigt fagområde, som ingen nuværende faggruppe inden for sundhedssektoren er uddannet til at beherske. Der er derfor et klart behov for målrettet uddannelse på feltet, hvis bestræbelserne på at opprioritere rehabilitering skal bære frugt, dvs. baseres på et professionelt og evidensbaseret grundlag."
Lars Iversen, sociolog, dr. med.
Partner for Forebyggelse, Sundhedsfremme og Rehabilitering
Muusmann Research & Consulting