Efter sygdom eller på grund af kronisk handicap kan personer have vanskeligheder ved at klare de almindelige krav i hverdagen både af fysisk, psykisk eller social karakter.
Masteruddannelse i rehabilitering byder på en palet af tilgange til udvikling af moderne rehabilitering. Gennem uddannelsens tværfaglige diskussioner og projekter, der inddrager dine egne erfaringer, kan du kvalificere dig til fremtidens samarbejde om rehabilitering på tværs af fag, institutioner og sektorer.
Uddannelsen bygger på integration af viden fra flere praksisområder. Til sammen giver de et videnskabeligt grundlag for en tværfaglig, helhedsorienteret rehabiliteringsindsats. Det er en indsats, der har brugeren, brugerens mål og brugergruppers aktivitet og deltagelse i centrum – og som inddrager brugerens sociale liv, ægtefæller, børn, familie og venner.
Rehabilitering er med andre ord en professionelt organiseret indsats, hvor brugeren ses i en sammenhæng med samfundsmæssige forhold, herunder familie, lokalmiljø og arbejdsmarked. Som master i rehabilitering kan du medvirke til, at vellykket rehabilitering fremover fremtræder – ikke som enkeltstående solstrålehistorier – men som en koordineret, tværgående indsats med udgangspunkt i brugerens behov og hverdag.
Nu er der mulighed for at specialisere sig på masteruddannelsen i rehabilitering
Rehabilitering anvendes inden for mange områder, i sektorer og forvaltninger og på forskellige niveauer. Fra september 2012
er det muligt at vælge specialiseringsspor. Det kan være specialisering målrettet bestemte grupper af borgere, organiseringen af rehabiliteringsindsatsen, typen af din jobfunktion eller kvalitetsudvikling af rehabiliteringspraksis.
De spor, der udbydes, varierer fra år til år. I 2012 udbydes fem forskellige specialiseringsspor:
- Ledelse og rehabilitering
- Kræftrehabilitering
- Hjerneskaderehabilitering
- Professionelle relationer
- Fysisk træning og rehabilitering