Vil du være specialist i naturfagsundervisning? Vi bygger bro mellem praksis og teori ved at tage udgangspunkt i din praktiske erfaring og knytte den til den nyeste forskning. Med en master i naturfagsundervisning vil du få redskaber og inspiration til at reflektere over og udvikle din undervisning.
Forskningsbaseret videreuddannelse
Master i naturfagsundervisning gør det muligt for dig som lærer at tage en videreuddannelse baseret på aktuelle forskningsresultater inden for naturfagenes og matematikkens didaktik. I og med at uddannelsen foregår på Syddansk Universitet kommer du også tæt på den moderne naturvidenskabelige virksomhed, da du i løbet af uddannelsen vil blive præsenteret for det naturvidenskabelige forskningsmiljø på universitetet.
Bygger videre på din egen praktiske erfaring og viden
Masteruddannelsen bygger videre på den viden og erfaring, du allerede har fra dit job som lærer. Den giver dig kompetencer til at perspektivere og udvikle din egen undervisningspraksis gennem anvendelse af forskningsbaseret viden og deltagelse i fagdidaktisk forskning. Gennem dine valg af opgaveemner kan du forfølge dine egne interesser inden for området. Under masterforløbet komme du således til at arbejde med udviklingen, implementeringen og evalueringen af innovative undervisningsforløb inden for et eller flere af grundskolens naturvidenskabelige fag.
Bliv ambassadør for naturvidenskaben
Uddannelsen har også til formål at udvikle faglige og personlige kompetencer, der gør dig i stand til på videnskabeligt grundlag at initiere, udvikle og implementere lokale tiltag, der rækker ud over klasselokalet, og dermed formidle om naturvidenskaben i et bredere perspektiv.