Målrettede kompetencer
Uddannelsen er et tilbud til ledere, der ønsker at opkvalificere sig som led i fortsat karrieremæssig udvikling eller for at ruste sig til fremtidens udfordringer. Det sker ved at erhverve ledelsesmæssige kompetencer og specialviden på højeste niveau. Masteruddannelsen bygger videre på de masterstuderendes uddannelsesbaggrund og erhvervserfaring. De masterstuderende bliver i stand til på et videnskabeligt og fagligt opdateret grundlag at analysere og perspektivere organisatoriske, økonomiske, beslutningsorienterede og ledelsesmæssige forhold. Og der vil være stærke kompetencer til at udvikle, organisere og lede arbejdet med fokus på kvalitetsaspekter.
Uddannelsen giver generelle kompetencer inden for ledelse af offentlige organisationer og specialkompetencer i kvalitetsarbejde. Den modulopbyggede struktur med indbygget fleksibilitet betyder, at der er mulighed for at indrette studieforløbet yderligere med specialisering i kvalitet eller ledelse. Kombinationen af generel ledelsesindsigt og specifikke kvalitetskompetencer vil give kvalifikationer til at både fungere som leder på flere niveauer og samtidig sikre fokus på kvalitetsudvikling i en organisatorisk enhed.