Uddannelsen henvender sig først og fremmest til medarbejdere i virksomheder med en international profil (private virksomheder, offentlige virksomheder, interesseorganisationer osv.), som allerede arbejder med eller skal til at arbejde med kommunikation på et højt niveau. Det kan være medarbejdere i kommunikations-, informations-, marketing-, salgs-, HR-afdelinger og lignende, men også medarbejdere i andre afdelinger, der skal løse vigtige eksterne og/eller interne kommunikationsopgaver for virksomheden.
Hele uddannelsen vil især have interesse for medarbejdere, der har brug for en generel opkvalificering for at kunne varetage de komplekse kommunikationsopgaver, der skal løses i dag, eller medarbejdere, der måske i forvejen har en videregående uddannelse, men som blot ikke er specifikt uddannet inden for det sproglige og kommunikative felt.
Andre vil kunne have interesse i kun at tage enkeltmoduler fra uddannelsen inden for de felter, hvor virksomhederne og de selv har mangler. Det kan fx være:
- En journalist i kommunikationsafdelingen, som er en erfaren skribent, men som mangler viden om den virksomhedsmæssige kontekst samt om specifikke virksomhedsgenrer, og som derfor vil vælge at følge introduktionsmodulerne 1 og 2 samt relevante valgmoduler.
- En salgsmedarbejder, som har enten en økonomisk eller teknisk baggrund, og som kender meget til den virksomhedsmæssige kontekst, men som mangler en kommunikativ opkvalificering i engelsk og/eller dansk, og som vil vælge at følge de sproglige og tekstlige moduler.