Mere end nogensinde før er verden blevet til et sammenhængende hele med begrebet om den globale landsby som en af de kendte karakteristikker. Aldrig før i historien har så mange - frivilligt eller tvunget af ydre omstændigheder - bevæget sig rundt i verden.
De fleste migrationsbevægelser hænger sammen med ønsket om at forbedre de økonomiske forhold for sig selv og familien, men fortsat er der millioner af mennesker, som forlader deres hjemland på grund af frygt for forfølgelse. Begge bevægelser er en del af den moderne virkelighed som Master i Globalisering og Integration søger at afdække hovedelementerne i.
Forholdet mellem globaliserings- og migrationsbevægelser er et hovedelement i uddannelsen. Den anden byggesten i uddannelsen er integration, idet vi på uddannelsen forholder os til den internationale såvel som den danske politiske virkelighed i et integrationsperspektiv. Masteruddannelsen diskuterer således forholdet mellem globalisering og lokalisering, global og national kultur, demokrati og politisk kultur, herunder multikulturalismens udfordringer. En del af sidstnævnte problemstilling vil være en omfattende introduktion til forholdet mellem kultur og sprog.
Masteruddannelsen henvender sig til personer, der er beskæftiget i jobfunktioner, hvor et dybtgående og forskningsbaseret kendskab til de udfordringer, som globalisering og integration giver anledning til, er af stor betydning. Studiet henvender sig således til ansatte i den offentlige sektor beskæftiget inden for flygtninge- og indvandrerområdet, lærere på universiteter, seminarier og gymnasier, der underviser i eller interesserer sig for globaliseringsperspektiver. Desuden til professionsbachelorer med erhvervserfaring, der ønsker at professionalisere deres arbejdsfelt.