Næste ansøgningsfrist for optagelse på Master i Evaluering er den 1. april 2013. Se ansøgningsskema i spottet til højre
Informationsmøde
Kom og hør nærmere om Master i Evaluering på informationsmødet den 19. marts 2013 fra kl. 15.30 - 18.30 på Syddansk Universitet i Odense.
Der er åbent for tilmelding den 1. februar. Tilmeld dig på www.sdu.dk/efteruddannelse.
Grib kvalificeret ind
Vi lever i et samfund, hvor evaluering får stigende betydning. På masteruddannelsen anerkender vi, at evaluering kan antage mange former, hver med sine værdier, metoder og antagelser. Pluralismen giver evalueringsmetoder liv og sætter dem i perspektiv.
Uddannelsen er både teknisk og eftertænksom. Samtidig med, at man lærer konkrete modeller, metoder og teknikker at kende, skal man også forstå forudsætningerne bag hver enkelt tilgang. Kun derved kan man argumentere for og imod forskellige tilgange og vælge den, der er bedst i situationen.
På masteruddannelsen udsætter vi evaluering for et dobbeltblik. Evaluering er den praksis vi udøver, så godt vi kan, men samtidig genstand for kritisk undersøgelse og eftertanke.
Masteruddannelsen afspejler, at evaluering foregår i levende sammenhænge – det være sig professionelt, organisatorisk og politisk. Kun hvis man forstår samspillet mellem en evaluering og dens kontekst, kan man forstå, hvordan den kommer til at virke.
Behovet for specialister i evaluering
Evaluering bliver i disse år institutionaliseret via lovgivningskrav, evalueringscentre og organisatoriske procedurer. På masteruddannelsen i evaluering kan du tilegne dig en dybdegående viden og indsigt i, hvordan den offentlige sektors ydelser belyses, vurderes og forandres ved hjælp af evaluering. På uddannelsen lærer du at analysere en evalueringssituation, designe og gennemføre en evaluering samt fremme kvalificeret anvendelse af evaluering. Som masterstuderende får du ikke blot viden om evaluering, men udvikler også kompetencer til at arbejde med resultatorienterede styreformer, monitorering, auditering, akkreditering, tilsyn, kontraktstyring, kvalitetsudvikling, selvevaluering samt offentliggørelse af evalueringsdokumentation.
Der er generelt et ønske om at basere offentlig politik på viden og evidens samt mere specifikke
organisationsopskrifter, hvor evaluering indgår.
“Evaluering er at skabe viden for at forandre – det kræver en hel del viden om viden.”